Populært foredrag om ulighed i sundhed til Bornholm

SUNDHED: Det er en særdeles populær foredragsholder, der snart besøger Bornholm for at tale om ulighed i sundhed. Under videnskabsfestivalen Forskningens Døgn står professor Jørgen T. Lauridsen foran et af sit livs travleste uger

Jørgen T. Lauridsen – travlhed venter

 

Professor på Syddansk Universitet, Jørgen T. Lauridsen, står foran en af sit livs travleste uger. Blandt alle de foredrag, der holdes under videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, er Jørgen T. Lauridsens det absolut mest populære. Professoren er også en ud af de fire foredragsholdere, der gæster Bornholm under Forskningens Døgn.

Hans foredrag har titlen: ’Hvorfor er der så stor social ulighed i sundhed i Danmark?’.

Og som en del af “Bestil en forsker-ordningen” under Forskningens Døgn tager Jørgen T. Lauridsen, ligesom tre andre eksperter, turen til Bornholm for at holde foredrag.

Studerende møder op
Mandag eftermiddag 22. april besøger Jørgen T. Lauridsen således studerende på de seks videregående professionsuddannelser, på Københavns Professionshøjskole og Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole i Rønne. 50-70 studerende fra bl.a. pædagog-, lærer-, og sygeplejerskeuddannelserne møder op:

”Vi synes det er vigtigt, at vores elever får de nyeste forskningsperspektiver, og det giver mening at høre et foredrag, der er relevant på tværs af alle vores uddannelser,” siger studieleder på pædagoguddannelsen i Rønne, Janne Jørgensen, der har bestilt foredraget.

Gratis tandlæge
I foredraget kommer Jørgen T. Lauridsen både med bud på årsagerne til social ulighed i sundhed i Danmark og med bud på løsninger:

”Forskellen i levetid i Danmark er kæmpestor, det er uacceptabelt i et velfærdssamfund som vores. Jeg foreslår en ny fordeling af ressourcerne, der ikke vender den tunge ende nedad. F.eks. burde man afskaffe brugerbetaling på tandlægebehandling og sætte flere praktiserende læger ind i udsatte områder,” siger Jørgen T. Lauridsen, der er professor på Økonomisk Institut på Syddansk Universitet, hvor han arbejder med matematiske modeller i sundhedsvæsenet.

Giver noget tilbage
Jørgen T. Lauridsen har været med i “Bestil en Forsker-ordningen” under Forskningens Døgn i flere år. Han er meget begejstret for at få lejlighed til at dele ud af sin viden:

”Formidling er for mig en tilbagebetaling af den uddannelse, samfundet har givet mig. Jeg vil gerne give noget tilbage ved at formidle viden, så den kan forstås.”

I alt 295 forskere stiller sig, ligesom Jørgen T. Lauridsen, gratis til rådighed med deres ekspertise under Forskningens Døgn. Forskerne kommer primært fra et af Danmarks universiteter, og det er  Uddannelses- og Forskningsministeriet, står bag Forskningens Døgn.

 

Seneste artikler

Fik du læst?