Pigerne fra Ø-TV suser øen rundt

Louise Ekholdt og Pernille Lindblom suser øen rundt og laver tv-produktioner på stribe

Pernille (tv) er sædvanligvis foran kameraet, mens Louise styrer alt det andet med stor professionalisme. (Foto: Mads Sonne)

 

Heldet var med os i dag: Der er et hul i programmet for de to travle TV-piger fra Ø-TV, stationsleder og producer Louise Ekholdt og hendes studievært Pernille Lindblom. Det er tid til at mødes på Høyers Café i Allinge.
Louise er en særdeles erfaren og professionel tv-dame med en fortid på TV2 Sporten, TV/2 Bornholm, TV News og udsendelser som Big Brother m.fl.
Pernille er et nyt tv-ansigt, men med det naturlige talent og skærmtække som en fhv. fotomodel naturligvis har.
Og så har de humor: Det er ikke kedeligt at være sammen med  de to, skulle vi hilse og sige.
Og nu er de to også i Ekholdt Film & Foto-regi begyndt at lave små programmer til Bornholmnyt.dk, som vores læsere sikkert allerede har bemærket.

Erfaren TV-dame
Og som nævnt er Louise Ekholdt en erfaren tv-dame, som man også kan se, når hendes produktioner ruller over skærmen.
Og det gør Ø-TV hver aften fra kl. 21 til 23 – torsdag og lørdag fra kl. 21.30 til 23.30.
Og så kan man naturligvis også se alle programmerne på YouTube.
Og det er mange gode programmer, der sendes, heriblandt det populære ”Banke-Banke på” med Andreas Pihl (Louises mand) og Danny Christensen, der tager ud og besøger spændende mennesker. Og dem er der som bekendt mange af på Bornholm.
Og Pia Kofoed Frederiksen, der laver ”Kulturrunden”. Og mange andre programmer.
”Ja, Ø-TV er mit levebrød, mens Ekholdt Film & Foto mere er sådan noget, jeg laver i min fritid”, forklarer den travle TV-dame.

Ø-TV i fuld gang med en optagelse. (Foto: Torben Ager)

 

Louise er oprindelig fra Odense, og blev interesseret i at gå tv-vejen allerede som stor pige, da et tv-hold kom på besøg i hendes skoleklasse for at følge eleverne der.
”Sådan et job vil jeg også have engang”, tænkte hun – og det kan man roligt sige, at hun fik.
Hun debuterede som pressefotograf allerede som 18-årig – og så gik det slag i slag, til det, man roligt kan karakterisere som en stor karriere indenfor dansk tv.
Men som mor til to børn og to bonusbørn, er arbejdsgangen her på Bornholm med Ø-TV perfekt til Louise, og det kan alle vi andre dermed nyde godt af.

Fotomodel og hotelchef
Pernille Lindblom er forholdsvis ny på Bornholm – som man i øvrigt kunne læse i den sommerdagbog, som hun skrev til Bornholmnyt.dk fornylig.
Pernille kom hertil – som så mange – af kærlighed, og ikke bare til øen…
Kærligheden holdt  – i hvert fald til øen, og nu har hun kastet sig over jobbet som studievært.
Hun stammer fra Holbæk og har et spændende og farverigt CV, der spænder over alt fra selvstændig med 20 ansatte, fotomodel og hotelchef.
Hun traf tilfældigt Louise en dag på Strandhotellet i Sandvig og sammen blev de enige om at Pernille skulle prøve jobbet som studievært.

På hat med Bornholm
Som sagt, så gjort: Og nu er Pernille kommet på hat med det halve – eller mere – af Bornholm.
Hun bor i Vestermarie, men opholder sig meget hos Louise og dennes familie og har beskrevet udfordringen i at være overnattende gæst hos familien Ekholdt Pihl.
”Alle familiens medlemmer ligger deres telefon til opladning i køkkenet og sætter morgenalarmen til. Men ingen står op og slukker dem”, siger hun med et stort smil.
Man fornemmer et virkeligt venskab mellem de to. Og de kender hinandens stærke og svage sider.
Pernille er et ordensmenneske og arbejder struktureret. Det samme kan ikke altid siges om Louise, men resultatet af samarbejde er professionelt, oplysende og underholdende.
Og det er jo dét, som seerne har brug for.
Luk selv op i aften for Ø-TV og se.
Og følg også de to pigers tv-indslag her på Bornholmnyt.dk.