.jpg)
Nogle elsker det – andre hader det: At gå på loppemarked, kræmmermarked – eller hvad vi nu kalder de steder, hvor man kan gå rundt og finde alt muligt – lige fra temmeligt kostbare antikviteter – til en pakke med hvide sportssokker – 10 par for en 20’er…
Lad det være sagt straks: Jeg elsker at gå på kræmmermarked – og har spildt megen tid på diverse markeder, hvadenten de er opstillet på den blanke mark eller har været holdt indendørs.
Og skrev jeg spildt tiden? Det er i alt fald forkert, for man slapper så dejligt af på et kræmmermarked, samtidig med, at man render rundt og roder i kasser, på borde – og hvor nu ellers alle tingene er.
Jeg foretrækker at gå alene rundt – vi har alle vore egne interesser, og dét, jeg sædvanligvis leder efter, interesserer med statsgaranti ikke andre.
Sjældne bøger af Edgar Wallace. Gamle vintage-ure. Savinelli-piber. Bøger fra og omkring 2. verdenskrig. Gamle lamper. Gamle fotos af skibe. Tintin-plakater. Skrivemaskiner. Gamle rejsebøger. Kogebøger af Mogens Brandt. Musikinstrumenter. En gammel violin…Jamen, der er meget at komme efter.
Hvem i alverden leder dog efter den slags?
Når jeg kigger mig om i stuen, falder blikket på et lille maleri af en gammel urmager, der er ved at reparere et lommeur. Jeg har stillet det lille maleri op ved en bogreol, for der er ikke plads andre steder.
Og da slet ikke ude i min entré, hvor der er syv-otte andre malerier, der heller ikke er plads til.
Og hvad er det, jeg ser? En mandolin….en gammel mandolin? Hvad i alverden skulle jeg dog med den?
Sælger var tilmed ikke til at hugge og stikke i…400 bob ville han have for den. Og da jeg er en meget dårlig købmand, så endte jeg med at betale og slæbe afsted med den.
Mandolinen står nu ved siden af noget, der hedder en “autoharpe” – et instrument, der tidligere blev båren rundt i centraleuropæiske lande og forlængst har mistet sin popularitet. Til gengæld er det en fantastisk støvsamler, og der er en del arbejde med at holde den ren. Den er også anskaffet på et loppemarked – uvist af hvilken årsag.
Men en kær ven tager dog prisen: Under en fælles rejse til Marrakesh i Marokko skulle vi besøge byens meget berømte og enorme basar.
Min ven rystede hånligt på hovedet: Der skulle han ikke ind, en rædselsfuld myretue, et gedemarked – og iøvrigt købte han aldrig souvenirs fra rejser, grimme, ækle ting, som man smed ud, når man kom hjem.
Men han havde gjort regning uden vært. Jeg mistede tidligt lysten til at være indenfor og forsvandt hen på en café til en kop mynte-the, der er fortræffelig i Marokko. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, hvad jeg så, da min ven senere kom ud af basaren og gjorde mig selskab:
I den ene hånd bar han en pragtfuld og strålende the-kande sammen med en meget stor pose safran (hvad bruger man i grunden det til?), under den anden arm bar han 12 elegante grillspyd (underligt, manden bor i lejlighed), han var iført den skønneste, farvestrålende marrokanske dragt til herrer i hel figur og hans hoved var kronet med en skinnende, engelsk polohjelm.
Altsammen erhvervet meget billigt, forstod man – og ting, man altid kan bruge, forklarede han. Godt så…
Og god weekend…
.gif)
