Der bliver sang og musik samt beretninger fra Østerlarsker fra en svunden tid, når Henning Larsen kommer på besøg på Gudhjem Museum

For næsten to år siden holdt Musikhuzet i Rønne en udsolgt afskedskoncert med Henning og Ann-Cathrin Larsen, men tirsdag 15. februar kan man møde den ene halvdel af duoen til fortællinger, sang og musik, når Gudhjem Museum inviterer til en fornøjelig aften og et hyggeligt gensyn med Henning Larsen.
Lârsen voksede op på Østerlars Hotel, og denne aften fortæller han om livet og folkene i Østerlars sogn i tiden fra 1940’erne og frem. Fortællingen krydres med musik og sang, og vi kan glæde os til at høre uforfalsket bornholmsk, som efterhånden desværre er blevet en sjældenhed.
Ny bog
Udover at være sangskriver og sanger er Lârsen nu også aktuel som forfatter til bogen ”Toget kom – og Nybro blev til Østerlars”, som Østerlars Lokalhistoriske Arkiv udgav i december 2021. Med bogens titel in mente fandt Gudhjem By- og Museumsforening det meget passende, at dette møde finder sted på museet, der som bekendt har til huse i den gamle endestation for Gudhjembanen, som i sin tid havde mellemstation i Østerlars.

“Lârsen er en mand med markante holdninger til både fortidens og nutidens spørgsmål, så vi kan forvente en særdeles underholdende bornholmeraften i hans selskab;” siger Hanne Strøby fra Gudhjem By- og museumsforening.
Bogen om livet i Østerlars og en række CD’er med Henning og Ann-Cathrin kan købes på Gudhjem Museum i forbindelse med arrangementet den 15. februar. Arrangementet starter kl. 19.00 og varer til 21.30 inkl. pause. Der tages entré, men så byder museet også på en lille forfriskning.









