Nogle drømme indeholder rester af, hvad der er i vores underbevidsthed af oplevelser, vi har haft i vores fortid, og de drømme er mere eller mindre intetsigende.
I de drømme, jeg har af denne art, er jeg f.eks. pludselig sammen med mine forældre, og det kan i øvrigt være ganske rart, eller jeg står på en prædikestol, hvor jeg pludselig ikke kan finde mit manuskript, og det er bestemt ikke rart, eller jeg drømmer noget, jeg kun kan kalde det rene uforståelige nonsens.
Ofte er der også drømme, som jeg slet ikke kan huske bagefter.
Andre drømme har virkelig et eller andet at sige os, og det er dem, vi må koncentrere os om.
For nogle nætter siden drømte jeg, at jeg var på lejr, og det har jeg i øvrigt været rigtig mange gange både i min tid i Nigeria og her i Danmark. Børnelejre, konfirmandlejre, forskellige sommerlejre har jævnligt været i min kalender. Skønne, skønne oplevelser har jeg haft.
I min drøm oplevede jeg, at der ingen planlægning var. Der var inkompetente ledere, som ikke engagerede sig. De sad bare passive hen, og jeg var bare almindelig deltager. 60 – 80 unge var med. Jeg forsøgte at få noget i gang. Jeg kunne da ikke have de unge til bare at sidde og glo.
Men jeg oplevede meget lidt respons.
Jeg syntes, vi skulle lege, men kun nogle få gad være med. Det var op ad bakke.
Jeg prøvede at få nogen med til at til at løbe rundt om lejrbygningen i grupper, og jeg løb forrest. De fleste blev siddende. Uanset hvad jeg foreslog eller forsøgte, så faldt det til jorden.
Jeg forsøgte at lære dem at synge kanon: ”Jens i morgen er det markedsdaw. Da wel do wel da wel med på sjow. Der wel do wel da wel med. Da wel do wel da wel med.”
Jeg sang og sang, og jeg plejer at kunne få folk med, men det lykkedes slet, slet ikke. De gad ikke synge.
Jeg vågnede op, mens jeg sang denne sang i drømme og var helt udkørt, ja helt udmattet.
Ingen ville lege med. Ingen gad. Jeg stod der helt alene, og ingen gik med på spøgen. Nok var det en sang på godt jysk, men derfor kunne de da godt have reageret positivt.
Jesus talte nu og da strengt til sine følgere. Vi har en tendens til at hoppe elegant hen over den slags barsk tiltale. Vi vil meget hellere høre ham tale kærligt og mildt, men vi må aldrig glemme, at der i Bibelen også er alvorlig tale.
Jesus sammenligner os med børn, som prøver at komme i gang med en leg. Men det er dog en stor fiasko. En vil gerne lege bryllup. En spillede fløjte – vel en forberedelse til fest. Men fest – det var der ingen, der gad være med til. En anden foreslog, at de skulle sørge, at de skulle lege begravelse, men heller ikke det kunne man blive enige om.
Det er, som om Jesus vil sige: ”Hvorfor vil I ikke engagere jer? Hvorfor er der så megen sløvhed? Også åndelig sløvhed! Hvorfor er der så få, der bliver begejstret? Kom dog med i legen! Bliv levende! Brug jeres fantasi. Vær kreative. Husk at en dag skal du dø, så er din tid her på jorden slut! Vågn op!” (Det virker som talt til mig hvert fald.)
Jesus nævnede Johannes Døberen. Han talte dunder til folket, men ham ville de ikke tage imod. Nu var Jesus kommet med budskabet om Guds kærlighed
og tilgivelse, og det ville de heller ikke tage imod.
Måske siger det os noget om, at livet ikke leves rigtigt, hvis vi kun er tilskuere til livet og tilmed er fyldt af kritik og ugidelighed, og vi lader os påvirke af de tendenser i tiden, hvor der hersker negative udtalelser om stort set alt.
Vi sidder bag vore forskellige skærme og har en mening om alt muligt, men vi gør for lidt. Der er alt for megen snak og for lidt handling. Jesus vil, at vi skal være engagerede kristne – ikke kun kulturelle kristne. Han ønsker mennesker grebet af evangeliets kraft og styrke til handling.
Vi lever i en mørk tid, men med Jesu komme kom Guds lys ind i vores verden, og trods alt det forfærdelige vi ser i verden med krig, ødelæggelse, misbrug af magt og en masse had, så er der intet, der kan skille os fra Guds kærlighed, og det skal præge os, der tror, så håbet og troen på Guds kærlighed og tilgivelse må spredes og skabe fred i mennesker omkring os.
Al den ulykke og de forfærdelige trusler om krig og angsten for en 3. verdenskrig kan nemt gøre os, der tror, passive og stillestående, for vi ved os afmægtige og små, og trods rige løfter fra Gud så er også vi bange, og nogen af os tænker forståeligt nok: ”Hvor er Gud?”
Det er et gammelt spørgsmål, for i en af Salmerne i Det Gamle Testamente spørger salmedigteren: ”Vågn op. Hvorfor sover du Gud?” Salme 44 vers 24.
I vores situation med en verden i flammer har vi derfor brug for at høre, hvad Paulus skriver:
”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? Som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Romerbrevet kap. 8 vers 35 – 39.
Gud svigter os ikke. Han sover ikke. Han rusker op i os, så vi vågner, så vi kan være lys i verden. Nu på vej mod Kristi Himmelfart og Pinse så må vores bøn være, at Guds Ånd – Helligånden – må fylde os med lyst til at lege, lyst til at virke, lyst til at engagere os – både i livet i al almindelighed og i vores trosliv.
En af mine træningskammerater skulle til bryllup i sin familie og fortalte: ”I min familie leger vi altid”, og så fortalte hun løs om, hvad de kunne finde på, når de mødtes. Det lød til at blive en herlig familie- og bryllupsfest.
Må det også være sådan i Guds familie, at vi går med i den livets leg, som Gud har skabt os og kaldet os til at deltage i. Verden og mennesker omkring os har brug for tro, håb og kærlighed lige nu.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager