Ønsker liv i byen: Gudhjem Museum forlænger sæsonen

Gudhjem skal være en levende by hele året med tilbud til både borgere og gæster. Gudhjem Museum bakker op om den holdning og forsøger derfor med åbningsdage helt frem til nytår.

Maleri af Carl Oscar Lemvig.

 

Nu kan man komme på museum i Gudhjem i endnu længere tid: Lørdag 17. december, som er sidste åbningsdag før juleaften, vil der tilmed være rabat på alle museets publikationer, postkort og plakater, så her er muligheden for at købe gaver til de kunstinteresserede.

Museet slutter sæson 2022 med en helt ekstraordinær udstilling med værker af Carl Oscar Lemvigh, som i dag kun er kendt i en meget begrænset kreds.

Ole Stigemo, koordinator for museet, siger om valget: ”Vi synes, at Lemvighs værker har en så stor kvalitet, at det berettiger til et øget kendskab hos mange flere. Selvom der kun findes få værker fra hans hånd er det lykkedes os at samle 31 billeder med stor hjælp fra private ejere og Bornholms Kunstmuseum. Derfor er udstillingen ”Lemvigh’s Christiansø” en helt enestående mulighed for at stifte bekendtskab med hans kunst.”

Motiver fra Christiansø

Billederne er skabt på Christiansø og viser næsten alle sammen motiver fra øen, hvor Lemvigh boede fra 1945 og frem til sin død i 1986.

I det katalog, som er udgivet til udstillingen, omtaler fhv. direktør for Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, kunstneren Lemvigh som indadvendt og ekspressionistisk i sit udtryk:

”Når man betragter udstillingens malerier, der spænder fra den tidlige opstilling fra 1946, tydeligt inspireret af Georges Braques tidlige opstillinger, hen over Indsejlingen til Christiansø fra 1948, hvor han nærmer sig fauvisterne som Raoul Dufy og Othon Friesz og malerierne fra 1950’erne, hvor han forekommer mere søgende og måske mere i en dansk eller nordisk tradition, til de sene billeder efter opholdet hos Kokoschka, hvor farven potenseres og de ekspressive, næsten aggressive penselstrøg, vidner både om en nagende usikkerhed overfor virkemidlerne, men også om en selvbevidsthed om formens og farvens samspil.”

(Artiklen fortsættes under billedet)

Lemvigh hørte til i den store flok af kunstnere, der fandt inspiration på Christiansø i sidste århundrede. Til forskel fra de andre i gruppen valgte han at bosætte sig permanent på øen, hvor han boede først i en celle i fængslet og senere fik en mere bekvem lejlighed.

Solgte kun få

Til trods for, at Lemvigh var anerkendt i sin samtid, var han ekstremt selvkritisk. Han mente kun meget sjældent, at hans billeder var helt færdige, og derfor solgte han kun ganske få, selvom der ikke manglede interesserede købere.

Udstillingen ”Lemvighs Christiansø” kan opleves fredag – søndag i november og herefter fredag – lørdag indtil 17. december. I dagene mellem jul og nytår er museet åbent den 28., 29. og 30. Åbningstiden er kl. 13-17 på alle åbningsdage.