Nytårshilsen fra borgmesteren

NYTÅR: Lad 2024 blive året, hvor vi løfter hinanden og Bornholm, skriver borgmester Jacob Trøst bl.a. i denne nytårshilsen
Borgmester Jacob Trøst – ønsker godt nytår
2023 er gået på hæld. For mange af os er det tid til at reflektere. Vi kigger tilbage, inden vi kigger frem. Forhåbentlig har vi lært noget af året der gik. Forhåbentlig har vi fået udvidet horisonten, mødt nye mennesker, haft gode oplevelser og samtaler, glædet os over livet og dagligdagen. På godt og ondt.
Nogen af os har også mistet. En eller flere vi holder af. Hver gang vi mister, bliver vi også mindet om, at vi skal huske at sætte pris på mennesker og omgivelser omkring os, mens vi har det, og ikke blot tage det for givet. Vi skal huske at være til stede i nuet, og ikke hele tiden være på vej et sted hen.
Når vi kigger ud på verden omkring os, bliver mange mennesker dagligt mindet om, at de ikke kan tage sikkerhed, tryghed og demokrati for givet. Og vi behøver ikke kigge ret langt. Krig og utryghed er rykket tættere på os.
Det samme er klimaforandringerne. Vi ser vejret stadig oftere vise tænder, og at klimaet desværre ændrer sig langsomt, men sikkert, i den forkerte retning. Verdens ledere har endelig fået fokus på forandringerne. Ude i kommunerne mærker vi dem. Så sent som i oktober blev mange hårdt ramt af uvejr med store skader til følge.
Bekymringer har vi nok af.
Heldigvis ligger Danmark stadig øverst, når der bliver lavet undersøgelser om de sikreste og tryggeste lande i verden. Vi ligger øverst med lande som Island, Irland og New Zealand. Lande som også er omkranset af havet. Er det tilfældigt? Måske.
Når vi i Danmark laver tryghedsmålinger, ligger Bornholm øverst. Hvert år. Hvorfor gør vi det?
Vi ligger blandt andet lavest i kriminalitetsstatistikkerne, og det meste af den kriminalitet vi har på Bornholm, bliver opklaret, ganske hurtigt.
Vi har også gode netværk, sociale fællesskaber, et stærkt foreningsliv og rigtig meget frivillighed. Folk der hjælper hinanden af et godt hjerte og uden at forvente at få noget igen.
Det gør en kæmpe forskel i samfundet og i vores alles liv.
Fællesskabet og hjælpsomheden er Bornholms og bornholmernes stærkeste kort. Og formentlig en af årsagerne til den lave kriminalitet. Vi er i samme båd, fælles om Bornholm.
Vi skal også huske hinanden på at bruge det fællesskab konstruktivt. På at skabe og løfte, hjælpe og udvikle.
Vi har en ekstra god mediedækning på Bornholm i forhold til resten af Danmark. Det giver os alle muligheder for at løfte hinanden, og udbrede og dele de gode fortællinger. Dem har vi nemlig mange af.
Det giver også en mulighed for at vende hver eneste sten i dagligdagen, og sørge for at alle bliver inddraget i processer og projekter, i beslutninger og debatter.
Det er sundt at der er en god inddragelse af borgerne i samfundet, og at alle har mulighed for at blive hørt. De sociale medier bidrager til følelsen af at kunne komme til orde i samfundsdebatten. At alle kan ytre sig.
Vi skal bare huske at gøre det med respekt. Respekt for, at andre kan have en anden mening, og være lige så overbeviste om, at lige præcis deres mening er den rette. Måske har de andre forudsætninger for at have deres mening eller måde at gøre tingene på.
Jeg synes selv det ind i mellem kan være svært; at sætte sig i andres sted og forstå, hvorfor de gør som de gør eller siger som de siger. Men som Dalai Lama har sagt, så er der altid en årsag til, at andre gør som de gør eller siger som de siger. Han har så evig ret.
Og når vi så har været nysgerrige på, hvorfor vi er uenige, og vi har erkendt, at vi ikke kan nå til enighed, så er der to veje tilbage. Et kompromis, eller en afstemning. Det er vores demokratiske ret.
De bedste løsninger får vi ved at sætte os til bordet sammen. At vi indgår kompromiser, for her får alle mulighed for at sætte aftryk og bidrage til den fælles løsning.
Når vi har erkendt, at flertallet vil i én bestemt retning, så får vi alle mest ud af, at man tager den konstruktive hat på, tager skeen i den anden hånd, og kommer videre. Lad os bruge vores energi på noget konstruktivt.
Og når vi så indser, at vi ikke behøver have en mening om alt, og kigger op fra skærmen eller avisen, så kig over på det nærmeste barn, og husk på den sidste linje i Julemærkehjemmets børnesyn: Alle børn har behov for nærværende voksne.
En af vor tids største udfordringer er børn og unges mistrivsel.
De bliver ekstra hårdt ramt, når vores samfund ikke fungerer eller bliver for komplekst eller strømlinet. Når alting skal gå så stærkt og vi hele tiden bliver målt og vejet i effektivitetens hellige navn.
Børn skal have lov til at være børn. Med trygge rammer og masser af kærlighed.
På Bornholm har vi alletiders muligheder for at bremse op og mærke efter. Mærke, hvad der er vigtigt. Hvad der giver os glæde og værdi.
Det gør fællesskabet. Samhørigheden. Naturen. Nærværet. Venskaber og familien. At vi er der for hinanden, og løfter hinanden.
Lad 2024 blive året, hvor vi løfter hinanden og Bornholm. Sammen.
Godt nytår. 

Seneste artikler

Fik du læst?