CAFÉLIV: Så åbner Terrassen i Allinge – med den erfarne restauratør Timo Hoffman, der har taget ung medarbejder fra Restaurant Sommer, Valdemar Pørksen, med som kompagnon – på Terrassen med en af øens smukkeste beliggenheder samt spændende vin-og menukort…

Så åbner Terrassen i Allinge – med en af øens smukkeste beliggenheder, helt nede i havnen i Allinge og med siddepladser både ude og inde. Faktisk 50 pladser inde – og 60 udenfor.
Begivenheden fejres med en reception fredag 23. maj fra kl. 16 til 18, og alle er velkomne. Fra kl. 18 åbner køkkenet, og der er åbent hver dag til sæsonen er færdig, engang i september.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Det er den særdeles erfarne restauratør, 47-årige Timo Hoffman, der i forvejen driver den populære restaurant “Sommer” på den anden side af havnen i Allinge, der er vært på Terassen sammen med en ung medarbejder, 23-årige Valdemar Pørksen, der trods sin unge alder allerede har masser af erfaring i branchen.
Startede som opvasker
Timo og Valdemar er partnere på Terrassen, og det er noget af en karriere, at unge Valdemar har haft. Startede som opvasker, senere tjener både på Grønbech Hotel og på Sommer – og nu altså medindehaver af Terrassen, der åbner fredag 23. maj med fynd og klem – og spændende nyheder på vin- og menukort.
“Vi havde bare en god kemi, Valdemar og jeg – og så synes jeg, det var en god idé, at han kom med som partner på Terrassen, fortæller Timo Sommer.
Middelhavskøkken
“Der er ikke et sted, jeg hellere vil være,” siger Valdemar – og er klar til at gi’ den en skalle på Terrassen og servere en klassisk caféfrokost med Clubsandwich, gode burgere og velsmurt smørrebrød, en utrolig lækker tartar med Cognac og tabasco, en lækker Skagensalat og meget mere. Samt bistrokøkken om aftenen med Middelhavskøkken, Steak Frites, urtebagt hvid fisk samt en spændende ret med perlehøne og nye kartofler. Det tilbydes lækre desserter – og naturligvis er der også tænkt på børnene med en børneburger med sprøde pommes frites.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Timo og Valdemar har haft lynende travlt med at forberede åbningen af Terrassen, der helt sikkert bliver et tilløbsstykke med den fremragende beliggenhed og fint udsigt ud over havnen. Og så er der jo også Restaurant Sommer, hvor Valdemar fortsat er køkkenchef, så de kommer ikke til at kede sig, de to.
Hygge med snacks
Terrassen er et perfekt sted til sommerhygge – naturligvis også om aftenen, hvor der holdes åbent til midnat med snacks og gode vine i de sidste timer før lukketid. Snacks, der er så lækre, at de unægteligt vil friste til et ekstra glas vin. Hvad med lidt sortfodsskinke – eller trøffechips?
Der er lavet en særlig “Folkemøde-menu”, det gælder om at være hurtig, hvis man skal ha et bord, og der tilbydes også smørrebrød ud af huset,
Der er lagt op til en forrygende sæson på Terrassen – så spørgsmålet er, om der overhovedet bliver tid til fodbold i ASG, hvor Valdemar ellers er glad for at være med?
Men han glæder sig først og fremmest til sin nye rolle som partner på Terrassen:
Kæmpe mulighed
“Det her er en kæmpe mulighed, som jeg går ind i med den største respekt og ydmyghed,” siger han til Bornholmnyt.dk.
“Jeg føler mig heldig og privilegeret over at få lov til at arbejde så tæt sammen med Timo. Han har været rest restauratør lige så længe, som jeg har levet og har en håndfuld, ret store og vilde restauranteråbninger bag sig. Han er både meget erfaren, professionel og ikke mindst meget kreativ,” siger Valdemar og fortsætter:
Sparepenge og ambitioner
“Det giver mig en ro til at forberede mig grundigt på det, der skal blive den største sæson i mit liv. Der er meget på spil: Udover at vise Timo, at han har gjort ret i at give mig chancen, så har jeg ud over mine ambitioner også alle mine sparepenge på spil.”
Og Valdemar glæder sig over, at det netop er i Allinge, at han begynder sin restauratør-karriere:
“Mange af mine gæster bliver jo mennesker, jeg har kendt – eller ved hvem jeg er – gennem hele mit liv. Det er sjovt, for flere gange sidste år, hvor jeg var køkkenchef på Sommer, kunne Timo stå ved et bord og snakke med forældrene – og så kendte jeg deres børn!”


