Ny vaskemaskine – åh nej…!

Det måtte jo ske en dag. 10 års tro tjeneste endte med krampetrækninger og blinkende lygter. Man skulle næsten tro, at politiet rykkede ud.

Men det var altså min vaskemaskine, der ikke kunne klare hurdlen ”skylleprogram.” Det sidste åndedræt endte i et hyl og en centrifugering på højeste omdrejninger. Jeg flygtede ind i køkkenet og vovede mig først ud i bryggers, da stilheden igen lagde sig. Men knappen lyste ildevarslende rødt – jeg vil sige til en pris af 6.600 kroner.

Om natten overmandede mareridtet mig. Vaskemaskinen sled sig fri af vandlåsen og fløj som en UFO op under køkkenloftet. På vejen åbnede lågen sig og alle mine Bjørn Borg underbukser fløj som projektiler ned over mit ansigt. Det sidste jeg så, inden mørket sænkede sig var et rødternet viskestykke, der blafrede ned over mig som et ligklæde. Jeg kæmpede mig op, fik fat i dynen og vågnede med et sæt.

Allerede næste morgen gik jeg ned til den lokale hvidevareforhandler og fik demonstreret den samme maskine men udført moderne og med fingertouch program. Her fik jeg de første skrækscenarier, da jeg er håbløs til teknik. Forhandleren skrev et par fiduser ned på papiret, da jeg sagde, at maskinen kun skulle bruges til underbukser, T-shirt, sokker, håndklæder, viskestykker, vaskeklude og træningstøj Jeg kunne i øvrigt læse på forsiden, at maskinen også tilbød vask i skjorter, silke og uld.

Et par dage efter kom et par muntre ungersvende, der satte maskinen ind under bordpladen og meddelte, at de ikke var i stand til at tilslutte. ”Ring til en blikkenslager,” foreslog den ene, og det gjorde jeg så. Blikkenslageren justerede maskinen, så den stod lige på gulvet og lod vand gennemskylle for industrisnavs m.m. Jeg lovede ham en flaske rødvin, hvis han ville blive et kvarter længere og være til stede, når maskinen stoppede.

Næste dag rykkede min søster ind og lærte mig brugen. Men jeg nåede at stille så mange spørgsmål, at hun forbavset så på mig – dog uden at sige: ”Er du tung i optrækket?”

Og nu er der ingen vej uden om – underbukserne skal vaskes. Jeg er alene i huset og har lagt tøjet ind i tromlen. Jeg smækker lågen i. Lyset tændes omkring den store knap i midten. Knappen drejes, så der er lys ud for ”strylet.” På displayet skal jeg så tage stilling til flere ting. Jeg bestemmer, at der skal vaskes på 40 grader med 1400 omdrejninger og vasketiden skal kun være det halve af to og en halv time. Ingen grund til at slide for meget på underbukserne…

Ak og ve – jeg glemte at lægge den lille sæbebeholder ind sammen med tøjet. Mens maskinen kører, knalder jeg sæben ned i udtrækskuffen og snart bobler sæbevandet bag ruden.

Efter en hurtig gennemvask er det hele overstået. Maskinen standser, og jeg lukker op for underbukserne. Nu skal de blot ud på tørresnoren, og det ærgrer mig, at min nabokone ikke er ude i haven. Så ville jeg hen over hækken henkastet sige: ”Ja livet er nu lettere med en Siemens. Vil du se mine nyvaskede underbukser?”

Men så tænker jeg med hånden på låret (læs: Hjertet): ” Vi mænd skal lære at holde kæft.” Jeg vil hellere tage til Afrika og forsøge at skyde en løve med vandpistol, end jeg vil misforstås i samtale med en kvinde.