TURISME: Der var fokus på koblingen mellem kultur og turisme, da 40 bornholmske kulturaktører torsdag var samlet på Bornholms Center for Kunsthåndværk. Destination Bornholm og Dansk Kyst- og Naturturisme havde inviteret til drøftelser om perspektiverne, med udgangspunkt i den nyligt udkomne rapport fra Kulturens Analyseinstitut om Bornholms kulturprofil.

En helt ny rapport viser, at Bornholm har en stærk position inden for kultur og oplevelser, og at kulturen ikke kun gavner de fastboende, men også er en væsentlig driver for turismen.
Analysen er udviklet i samarbejde mellem Bornholms Regionskommune, Destination Bornholm, Dansk Kyst- og Naturturisme og Kulturens Analyseinstitut. Resultaterne i rapporten dannede torsdag rammerne for et seminar, hvor bornholmske aktører og beslutningstagere drøftede, hvordan potentialerne kan omsættes i praksis.
Dagen bød blandt andet på oplæg fra Ann Rubæk-Nielsen, forperson, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i Bornholms Regionskommune, om udviklingen af idræts- kultur- og naturtilbud samt Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut, om kulturtilbud til fastboende og gæster.
Også udfordringer
Rapporten understreger at Bornholm allerede har en tæt kobling mellem kultur og turisme og at kulturtilbud som museer, kunsthåndværk, festivaler og events allerede i høj grad fungerer som mødesteder mellem lokale og øens gæster. Den stærke position tiltrækker kvalitetsrejsende og kulturinteresserede og åbner samtidig for en international positionering.
Kulturprofilen peger på stort potentiale i øget synlighed, formidling og en samlet digital oversigt, som kan styrke både kultur og turisme. Der er endvidere behov for flere vinteraktiviteter og samarbejder, flere tilbud til de unge, der efterspørger kulturtilbud målrettet dem, samt at tænke ungdomskultur ind i turismeudviklingen.
Lokal opbakning
Seminaret samlede et bredt felt af aktører, der kan se kulturprofilen som et værdifuldt redskab til at styrke den strategiske udvikling af øen som kulturdestination.
Museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen, var en af deltagerne på dagens seminar og siger:
”Analysen og dagens konference viser tydeligt at kulturen på Bornholm står stærkt og dermed har et væsentligt udviklingspotentiale ift. turismen. Skal det ske er det vigtigt, at kulturen udspringer af det bornholmske DNA og måske særligt ser på de institutioner og foreninger der kan noget udenfor højsæsonen, for her er der bedst samspil med bornholmerne. For turisterne vil ikke forkromede kæmpeattraktioner, men steder med det lokale særpræg og med lokal opbakning og her kan vi virkelig noget særligt.”
Stort kulturtilbud
For en af dagens arrangører Claudia Rota Andersen, projektchef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, har netop den bornholmske vinkel været interessant:
”Samarbejdet om kulturprofilen er relevant på et sted som Bornholm. I har et stort og finmasket kulturtilbud, bakket op af frivillige og borgerne, og er samtidig en stor turismedestination. Det giver umiddelbart et godt udgangspunkt for mere kulturturisme. Det var sjovt at høre reaktionerne på analysen fra de forskellige kulturaktører i dag, og jeg var glad for at se, hvordan aktørerne tydeligvis ønsker mere samarbejde og synlighed om de mange, ofte lidt skjulte oplevelsestilbud.”


