ERHVERV: Hans Henning Pedersen har travlt med sit dronefirma “Above Bornholm” – nu skal en ny firmabil. hjælpe ham med at nå det hele

Above Bornholm er stadig et ungt firma, men udviklingen er allerede gået stærkt. Det bornholmske dronefirma blev startet med fokus på professionelle droneopgaver inden for blandt andet inspektion, opmåling, kortlægning og termografi. Nu har virksomheden anskaffet en firmabil – en fuldelektrisk Mercedes eCitan leveret af Nyboes Auto.
Manden bag Above Bornholm, Hans Henning Pedersen, fortæller, at hans næststørste driftsomkostning var diesel.
”Når jeg tager ud på en opgave, er det jo ikke bare at tage en drone under armen. De større droner er godt pakket til transport og fylder derfor noget. Dertil kommer ekstra batterier, ladestationer, mindre droner, kameraudstyr, 360-graders kamera, sikkerhedsudstyr og efterhånden en hel del andet grej,” fortæller Hans Henning Pedersen og fortsætter:
(Fortsættes under billedet)

”Noget af det vigtigste for mig er, at udstyret kan ligge fast, sikkert og organiseret i bilen. Jeg vil gerne kunne køre ud til en kunde og vide, at det, jeg skal bruge, er med. På den måde bliver bilen en lille mobilbase for Above Bornholm. Og når bilen nu skulle være en del af Above Bornholm, skulle den selvfølgelig også signalere sig som sådan. Markeringen er lavet som magnetskilte, så de kan tages af og på efter behov. Det var Skiltesigne, der fik opgaven med at fremstille dem,” fortæller Hans Henning:
Velfungerende samarbejde
”Signe og jeg kender allerede hinanden gennem mit arbejde hos Bornholms Papirlager. Gennem længere tid har vi haft et særdeles velfungerende samarbejde i forbindelse med serviceringen af vores gæsteoperatører på havnen på offshoreområdet. Det er et miljø, hvor tingene nogle gange skal gå stærkt, og hvor man skal kunne stole på, at en aftale også bliver ført helt til dørs. Det har fungeret rigtig godt mellem os, så da Above Bornholm skulle have lavet skilte til bilen, var der faktisk ikke så meget at tænke over,” fortæller Hans Henning.
Kreativ og teknologisk
Hans Henning fortæller om sit arbejde:
”Jeg deler opgaverne op i to forskellige områder: Den kreative og den teknologiske del. Det kreative handler det om foto og film, hvor der skal kræses for det visuelle. Lys, farver og vinkler er afgørende, når jeg laver materiale for ejendomshandlere, reklamebureauer eller til udlejningsannoncer. Her skal resultatet ikke bare dokumentere – det skal også være indbydende og fortælle en historie.
Det teknologiske handler om præcision og om at skabe overblik gennem systematisk indsamling af data. Det kan være til målinger, mængdeberegninger eller dokumentation af en bygnings eller et områdes tilstand.”
(Fortsættes under billedet)

Her bruges bl.a. RTK-netværk (Real Time Kinematic), som giver dronen meget præcis positionering under flyvningen. Det er blandt andet vigtigt, når de indsamlede data efterfølgende bruges til 3D-kort og opmåling.
”Et eksempel kan være bygningsopmåling til brug for et stilladsfirma og deres planlægning før opsætning. Eller som hos en af mine svenske kunder, hvor opgaven var at overflyve 45 hektar treårig granskov og fremstille ortofotos, der kunne bruges til at måle forskelle i biomassen. På den måde kan kunden udpege de områder, hvor væksten halter, og målrette en vækstfremmende indsats netop dér, hvor der er behov for den,” fortæller han.
Redder rålam
”Derudover har vi jo de termiske opgaver ved inspektioner af større elektriske installationer: Dårlige lejer i en ventilator på taget, ødelagte celler i solpaneler og selvfølgelig eftersøgninger. I det tidlige forår var jeg ude for at scanne 10–12 græsmarker umiddelbart før høst og reddede på den måde livet for otte rålam, ”fortæller Hans Henning:
”Her er det altså ikke det flotte enkeltbillede, der er vigtigt, men at få indsamlet de rigtige data, som kunden efterfølgende kan arbejde videre med.
Lider af højdeskræk
Hans Henning har fløjet med droner de sidste fem-seks år:
”Og jeg har faktisk to lidt modstridende forudsætninger for overhovedet at ”komme højt til vejrs”: Jeg er født med flyveører, men lider samtidig så meget af højdeskræk, at jeg bliver svimmel af at gå i træsko,” griner Hans Henning.
Så på den måde er dronen en glimrende løsning. Den kan tage sig af højderne, mens han bliver stående på jorden.
Men der er også udfordringer ved at være droneoperatør og pilot:
Knubs undervejs
”Der er ting, som kun rigtig kan læres gennem erfaring og afprøvning. Det kan godt give nogle knubs undervejs – dog mest på dronen,” siger han med et smil:
”En af de største udfordringer er juraen og arbejdet med at holde certificeringerne ved lige. Reglerne er primært EU-baserede og bliver løbende ændret og reguleret,” fortæller han:
”Jeg har sat mig for aldrig at komme bagud på netop det område. Når man arbejder professionelt, skal regler, tilladelser og certificeringer selvfølgelig være i orden. Derfor er det et kontinuerligt studie, især når det drejer sig om erhvervsdroner. Det indebærer ofte rejser og timer ved pc’en – så det tager faktisk en del tid.”
Det er selvfølgelig også krævende at vælge og bruge den korrekte software til viderebehandlingen af de indsamlede data:
”Til det har jeg et godt samarbejde med Geoteam A/S omkring indkøb og med CropUp.dk omkring behandling af data fra land- og skovbrug. Det er en vildt spændende verden , og den er i rivende udvikling!”












