Norsk “topmøde” i Allinge

De har travlt, de har succes, og de har alle etableret sig på klippeøen, de tre norske piger, der mødes til kaffe denne eftermiddag i Allinge. De har flere ting til fælles, men den vigtigste er nok: De er alle forelskede i Bornholm…

Fra venstre Sissel Thuesen Jensen, Tine Fangel og Ninette Ellingsen – travle norske damer på Bornholm. (Fotos: Finn Edvard)

 

Man fornemmer straks, at de alle er travle erhvervskvinder: De møder op punktligt til tiden, denne gråvejrsdag i begyndelsen af maj, hvor norske Tine Fangel har dækket top til kaffebord til sine to landskvinder, Sissel Thuesen Jensen fra Svaneke og Ninette Ellingsen fra Snogebæk.

De har alle tre kendte forretninger, de har alle tre travlt – og de har alle tre succes. Og så deler de en fælles lidenskab alle tre: De er vildt forelskede i Bornholm.

Hvor de nu efterhånden alle tre har boet i en årrække, kaldt til øen, måske ikke af tilfældigheder – og så jo, lidt alligevel.

Røber ikke en dames alder

Man røber som bekendt ikke en dames alder, og da slet ikke tre: Undertegnede skal i alt fald ikke have nogen af dem på nakken, for tag ikke fejl: Lige så søde og blide – og humoristiske  – de er, lige så målrettede og bevidste er de om alt, hvad der foregår omkring dem, i deres forretninger  – og på øen i det hele taget. Men så meget kan vi røbe, at de er 175 år tilsammen – så må læserne selv tage chancen og gætte på hver enkelts alder.

Og trods deres engagement og virke på øen, så er det første gang, at de tre mødes.

Langt til Allinge

Det sker i Tines Gjestehuz i Allinge, hvor indehaver Tine Fangel tager imod i haven. Først kommer Sissel  – og minuttet efter Ninette, der forinden har sendt en humoristisk besked. “Der er længere til Allinge end til Snogebæk”, skriver hun – men skridter alligevel op af havegangen til aftalt tid.

Vi trækker indenfor i det kølige og regnfulde vejr, og der bliver skænket kaffe.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Sissel, Ninette og Tine – i morgenmadsrestauranten i Tines Gjestehuz

 

Apropos vejret: Vi morer os lidt over danskernes forhold til snevejr. Vi danske synes jo, at det sner vældig meget på Bornholm, hvor drabelige billeder af bæltekøretøjer og andet specialudstyr sikrer transport af mennesker og gods, når vinteren rigtigt tager fat på “Solskinsøen”.

De norske piger morer sig lidt: Tag snevejret i Norge og gang med 10, så har vi vejrsituationen om vinteren i deres fædreland. Så snevejr i Danmark…

“Alt er meget nemmere i Danmark, også vejret”, siger Sissel. “Det lange forår – og man skal ikke gå med vinterstøvler i flere måneder, kan næsten gå i joggingsko hele året…”

Sommerhus i Bølshavn

Sissel og hendes mand Jens Peter Thuesen Jensen kom hertil, i realiteten som sommerhusgæster i Bølshavn, senere rykkede de ind i den gamle bank i Svaneke, hvor de nu bor og hvor Sissel nu driver butikken “Mollys” – kendt og elsket af fastboende og turister.

Men det er mere en af hendes andre aktiviteter, Blomsterverden.dk, der har de to andres interesse: De er begge haveinteresserede, Ninette så meget, at hendes have i Snogebæk er en af de helt store fritidsinteresser. I øvrigt kombineret med kajaksejlads samt en nyere interesse for at sejle i sejlskib. Hun vil have sin egen sejlbåd og sejle rundt omkring i den og i selskab med sin hund, fortæller hun. Og har i øvrigt lidt travlt i dag: I morgen skal hun til Svendborg og ombord på en skonnert, der skal sejle lidt rundt i det sydfynske øhav i et par dage.

Fra glaspuster til isbod

Ninette fortæller lidt om sin ankomst for mange år siden til Bornholm,. Hun blev udannet glaspuster i Nexø, stod og gloede hver eneste dag i vinduerne til Pernille Bülow forretning, indtil denne en dag sagde til hende: “Okay, jeg har fattet det, du vil arbejde her…”

Det gjorde hun så, indtil isboden ved siden af kom til salg: Så købte hun den, og i dag kender hele øen “Nettis” i Snogebæk, hvor man får de vidunderligste is, naturtro og økologiske. Mums, siger jeg bare.

Fra sommerhus til pensionat

Tine fortæller den pudsige historie om, hvordan hun for en del år siden besluttede at køre på cykel rundt på de danske øer, men da hun kom til Bornholm, kom hun ikke videre. Og efter en skilsmisse ville hun have sommerhus på øen – men endte med at købe et pensionat, hvor vi nu alle sidder og drikker kaffe.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Der var 1, der var to, der var tre norske damer – der alle holder af Bornholm.

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om, jeg er blind makker til en veninde-komsammen med veninder, der har kendt hinanden i en længere årrække.

Men det har de ikke. Det er første gang, de mødes. Men de er enige om mangt og meget. Og det er så hyggelig en komsammen, at jeg tror, den bliver gentaget snart, og næste gang uden journalist med blok og kamera.

God velkomst på Bornholm

Jeg spørger om deres smukke fædreland. Hvad med det?

“Jo, det er meget, meget smukt, der er bare for mange nordmænd i Norge”, siger Tine – og de tre morer sig kosteligt. Og de roser alle bornholmerne for en fornem velkomst til øen:

De er alle tre blevet budt hjerteligt velkommen – og opsøgt af nye naboer, der spurgte, om de havde brug for hjælp.

“Jeg synes, at alt ligesom er nemmere i Danmark”, siger Sissel, og det virker bestemt ikke som om, at nogen af de tre har planer om at forlade Bornholm og flytte tilbage til Norge.

Nu taler de lidt om deres baggrunde, hver især, hvor de oprindeligt kommer fra i Norge, den ene i nord, ved polarcirklen, en anden i syd. En er opvokset på landet, en anden boede med sine forældre i Argentina nogle år.

De taler om deres forældre, om deres børn og børnebørn.

Autocamper i Norge

Om fremtiden: Tine vil måske investere i en autocamper og køre, først Bornholm, senere måske rundt i Norge – og hvem ved, måske længere væk?

I forvejen er hun glad for at tage “på tur”, som nordmændene siger. Pakker rygsækken med mad og kaffe – og tager rundt på øen med kæresten.

Sissel elsker at hygge og slappe af med gode mennesker- f.eks. på “Madvigs” i Svaneke, inden hun og manden ofte tager på restaurant og spiser.

Og Ninette: Ja, bortset fra interessen for kajak og sejlads med skonnerter, så drøner hun jo øen rundt på sin Nimbus-motorcykel og samler bær til sine skønne is.

“Foråret er så langt på Bornholm”, siger Sissel, og de to andre giver hende ret. Og der er rigtig forår i luften i disse dage – og ikke de samme mængder sne, som der er i Norge.

De morer sig over en dansk gæst, der engang faldt i svime over vandfaldet i Døndalen: “Orv, sikke’ et vandfald…”, sagde han begejstret – men der skal naturligvis meget mere vandfald til for at imponere de norske jenter.

De holder af Norge, javist – men har også et lidt distanceret og humoristisk forhold til deres fædreland.

Meget at tale om

Der er meget at tale om denne eftermiddag. Tine fortæller, at hun kan li’ at male – og at en af hendes ansatte har hængt nogle af hendes billeder op på enkelte af værelserne i gæstehuset. (“Det er jeg ikke så meget for”, siger hun  – med den ene mundvig trukken ned.)

Sissel fortæller om det store arbejde med internetshoppen, Blomsterverden.dk – og Ninette fortæller om sin hund.

Vi kunne blive siddende et par timer endnu og sludre.

På en eller anden måde minder de tre ganske meget om hinanden.

Nøgleordene står i kø: Venlige, humoristiske, nysgerrige, vidende – og sidst, men ikke mindst:

De elsker Bornholm.