Niels Chresten Andersen ny formand for Kristendemokraterne

GENERALFORSAMLING: Formandsskifte på Kristendemokraternes generalforsamling, der blev holdt på Restaurant Bolsterbjerg tirsdag aften.

Niels Chresten Andersen – tager ny tørn som formand

 

Når statsministeren på Folkemødet udtalte sin støtte til indførelse af aktiv dødshjælp, er det blot endnu et eksempel på Kristendemokraternes berettigelse i dansk politik, sagde Martin Sode i sin formandsberetning ved Kristendemokraternes generalforsamling på Restaurant Bolsterbjerg tirsdag aften.

Til gengæld roste han regeringens indgreb i forhold til koranafbrændinger, og satte et stort spørgsmålstegn ved om ytringsfriheden kan omfatte retten til at forhåne.

Ny formand
Efter fire år på posten trak Martin Sode sig fra formandsposten, men fortsætter i bestyrelsen. Som ny formand valgtes Niels Chresten Andersen, der også var formand for partiet på Bornholm i perioden 2014-2019.

Han meddelte samtidig at han ved det kommende landsmøde ikke genopstiller til hovedbestyrelsen, for at koncentrere sig om det lokalpolitiske.

Opbakning til Bjarne
Generalforsamlingen udtalte opbakning til Bjarne H. Kirkegaard og det budgetforlig, som han med et flertal i kommunalbestyrelsen indgik. Udfordringen har været kolossal stor, herunder set i lyset af at de fleste af kommunens udgifter er lovbundne. Derfor også glædeligt at der trods alt blev plads til at genindføre den gratis parrådgivning, som foreslået af KD.

“Vi er midtvejs til næste kommunalvalg, hvor vi får brug for i den kommende tid at finde kandidater, herunder også gerne nye og yngre kandidater,” udtaler Niels Chresten Andersen.

Næste valg
Det kommende år vil også indeholde indsamling af vælgererklæringer, så KD kan blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

“Valget sidste år gik desværre ikke som vi kunne ønske os. I marts fik vi med erhvervsmanden Jeppe Hedaa valgt en ny landsformand, til det kommende landsmøde vil vi behandle et oplæg til nyt principprogram og samtidig er partiets ledelse i gang med at finde nye profiler, der kan synliggøre partiet. Disse tre forhold er afgørende for os for at indsamle vælgererklæringer påny, lyder det fra Niels Chresten Andersen.

Seneste artikler

Fik du læst?

Affaldet må ikke gå op i røg

AFFALD: Gammelkendte containere på genbrugspladsen bliver til “Rest efter Sortering” – stort og småt Efter flere årtier med containerne, småt brændbart, restaffald og polstrede møbler

Læs mere »