Nexø Rideklub prøver kræfter med kæphesteridning 

RIDESPORT: Unge medlemmer tager initiativ og søndag 27. september inviterer Nexø Rideklub børn fra fire til 12 år til klubbens første kæphestetræning.

Kom til kæpheste-ridning i Nexø Rideklub.

 

Initiativet med kæphesteridning i Nexø Rideklub kommer fra nogle af klubbens yngre medlemmer, og med den nye aktivitet vil rideklubben skabe endnu en sjov og inkluderende vej ind i fællesskabet omkring heste og bevægelse. 

Og der bliver fart over feltet i ridehallen i Nexø på søndag, når ridehestene for en stund får selskab af kæpheste. Det bliver en formiddag med forskellige discipliner, leg og bevægelse, hvor alle kan være med. 

Opbakning fra voksne
Idéen i Nexø kommer fra klubbens yngre medlemmer, som selv er engagerede i rideklubben. De står for aktiviteterne på dagen med hjælp og opbakning fra voksne i klubben.
 

“Vi synes, det er rigtig dejligt, når vores yngre medlemmer selv kommer med idéer og har lyst til at være med til at skabe aktiviteter i klubben. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at vi skulle give dem mulighed for at prøve idéen af. Det er samtidig en aktivitet, hvor man kan være med på mange forskellige niveauer, og hvor det først og fremmest handler om bevægelse, leg og fællesskab,” siger Michelle Krogsgaard, der er formand for Nexø Rideklub. 

Fast aktivitet?
Man behøver ikke i forvejen at gå til ridning for at deltage, og man behøver heller ikke eje en kæphest. Klubben har kæpheste, der kan lånes, mens børn, der allerede har deres egen, meget gerne må tage den med.
 

For Nexø Rideklub er prøvetræningen også en mulighed for at undersøge, om kæphesteridning kan blive en fast aktivitet i klubben. 

“En rideklub skal selvfølgelig handle om heste, men den skal også være et sted, hvor børn og unge har lyst til at komme, være sammen og tage initiativ. Hvis der er opbakning til kæphesteholdet, vil vi derfor se på mulighederne for at gøre det til en fast aktivitet,” siger Michelle Krogsgaard. 

Den første træning foregår søndag 27. september fra kl. 10 til 11.15 i ridehallen.

Leg og fantasi
Kæphesteridning – også kendt som hobby horsing – er en aktivitet, hvor deltagerne bruger kæpheste og efterligner discipliner fra ridesporten.

Der trænes blandt andet spring og dressur, og aktiviteten kombinerer leg og fantasi med motion, teknik og fællesskab.

Kæphesteridning har især udviklet sig i Finland, hvor sporten har været populær i en årrække, og den har siden bredt sig til en række andre lande. Også i Danmark er interessen vokset, og der findes både træning, stævner og konkurrencer.

 

Du vil måske også synes om

Bornholmere sender Bornholmergrisen videre

AFSTEMNING: Over 22.000 medlemmer af Coop har nomineret syv lokale producenter til en national pris som “Medlemmernes favorit.” På Bornholm stemte 56 pct. på Bornholmergrisen. Knap tusind bornholmske medlemmer af Coop har stemt om, hvilken lokal producent der skal gå videre til en landsdækkende afstemning om at blive kåret som

Læs mere »

Ups, der kom politiet!

  POLITI: Natten til lørdag standsede politiet en knallert ført af en 15-årig dreng fra København på Møllegade i Rønne. Den 15-årige blev sigtet for en række forhold, blandt andet for ikke at have en gyldig ansvarsforsikring, for at køre to på én knallert og for ikke at have kørekort

Læs mere »

Hvad gemmer sig i din gamle computer?

GENGRUG: Hvad sker der egentlig med den gamle mobiltelefon, elkedel eller computer, når den er udtjent? Og hvilke værdifulde ressourcer gemmer sig i elektronikken?   Svarene på, hvad der gemmer sig i den kasserede elektronik, sætter Bornholms Folkebiblioteker og BOFA fokus på tirsdag 22. september kl. 10 på Rønne Bibliotek,

Læs mere »