Hvem havde forestillet sig, at dagens højdepunkt blev en tur i Netto?
Det er jo lige før, man overvejer at splitte indkøbene op og gå to gange bare for at opleve fællesskabet omkring køledisken. På afstand, selvfølgelig.
Det begynder at kunne mærkes. Kedsomheden og rastløsheden kravler ind under huden og behovet for samvær og hygge mangler i den grad.
Jeg troede ellers, jeg var hærdet efter en lang sommer på en gård i Vestermarie.
Min altid positive veninde talte så trist og langsomt i telefonen, at jeg instinktivt kom til at snakke både hurtigere og højere i forsøget på at løfte stemningen. Faktisk stod det så skidt til, at hun var begyndt at se Dirch Passer-film.
Alle smsbeskeder fra min mor, lyder nogenlunde ens: ” Du kan jo ikke tage rundt og lave interviews? Hvis det skal være helt Corona-rigtigt bør du blive hjemme og vente på at vaccinerne hjælper…
Min midtsjællandske veninde tøjler situationen anderledes konstruktivt. Hun skrev forleden:
”Det går godt her. Jeg er i gang med at rydde op i skraldet, altså alt det der ikke fungerer i hverdagen. Mit drive er vrede, men på en god måde”
Nu tænker I måske, hvorfor skal vi læse om kedelige ting, når vi nu selv synes , det hele er kedeligt?
Til det kan jeg svare, at jeg stillede selv samme spørgsmål, da jeg tændte for fjernsynet forleden, og DR2 sendte Rasmus Botofts mindfulde naturoplevelser.
Det var simpelthen så kedeligt, at det blev facinerende. Ergo, kan det lade sig gøre at finde noget positivt, hvis man kigger godt nok efter, hvilket også er derfor, jeg ikke er for fedtet til at dele dagens højdepunkter fra min indkøbstur i Netto med jer:
Allerede ved indgangen tog oplevelsen form, da jeg roligt iførte mig blå handsker og valgte mig en kurv. Gennem frugt og grønt, sugede jeg alle indtryk til mig og udvalgte nøje et net klementiner og en æske brombær. Ved slikket (hvor jeg selvfølgelig ikke skulle have noget) mødte jeg en kollega, der brummede ”man bliver sgu asocial af det her”, mens en
lille dreng, hjemsendt fra børnehave, gik rundt blandt hylderne med store øjne, som var det eventyrland. En ældre dame spærrede foran den veganske peberpølse i en evighed, men jeg turde ikke nærme mig hylden, af frygt for hun ville hvæse en reprimande om behørig afstand under visiret. Det gjorde hun ikke. I stedet så hun mig an nogle
minutter, for så at betro mig den tillidsfulde opgave, at række op efter en pakke rullepølse, fordi jeg er så høj.
Slutteligt, ved kassen, spurgte jeg til den søde kassedames dårlige knæ og ventetiden på operation. Efter hun havde slået bonnen ud på 361 kroner, kom jeg i tanke om, jeg også skulle have en æske Panodiler og en række dobbelt A-batterier, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne tillade mig at trække tiden yderligere ved at spørge, hvorfor der var
elektrikere i butikken. Jeg pakkede derfor mine varer grundigt og smilede pænt farvel under mit engangsmundbind – og gik ud i regnen.
Heldigvis manglede jeg også nogle ting, som man kun kan få i Brugsen, hvilket jo strakte indkøbs-eventet yderligere.
For min anden kollega ser livet helt anderledes ud. Med fire børn hjemme, mangler hun af og til lige så meget ro og alenetid, som os, der bor uden børn, mangler deres selskab. Det er praktisk taget umuligt at arbejde hjemmefra samtidig med, at hun tager sig af en blandet børneskares behov for aktivitet, omsorg og undervisning.
For at komme denne udfordring en smule til livs, har Ramasjang netop lanceret ”hjemmeskole” på tv, hvilket nok er en kærkommen vikar for de fleste. Måske vi skulle overveje det samme på Ø-tv?
Mine lidt større børn har endelig forstået budskabet i at kede sig. De har kedet sig så meget så længe, at de er begyndt at blive innovative. De har oprettet både YouTube kanal, hjemmeside og plaget deres venindes mormor til at sy mundbind, som de kan sælge.
Min voksne søn laver pasta fra bunden og har købt et årsabonnement med alverdens spil, frit tilgængeligt.
Og jeg? Jeg har set alle tilgængelige film på Viafree og drevet tålmodige venner og veninder til vanvid med alt for lange, alt for inderlige, sms beskeder. Måske, skulle jeg lave en bog ud af dem, og kalde den “Bekendelser i en Coronatid”?
Pasta fra bunden bliver i hvert fald aldrig mig…
