Jeg holder med min bil og venter på, at lyskurven viser grønt, så jeg kan svinge til venstre.
To mødre tramper tappert igennem krydset. De sidder begge på en Christiania Biks ladcykler til den fine pris af 14.199 kroner. I kasserne er deres børn. Man kan lige ane toppen af de små hoveder, der stikker op fra flyverdragten.
Endnu en gang må jeg beundre moderdyret. De seneste otte år er min beundring for kvinden – ikke mindst den unge kvinde med børn – steget gevaldigt. Jeg er pludselig blevet klar over, hvem der er limen i familielivet.
Min baggrund har været gammeldags, da jeg som ung ægtemand stod på sidelinjen. Det var ikke mig, der fik stress eller angstanfald, – ”vor moder” klarede det hele. Men så døde min kone, og 48 års behageligt familieliv splintrede, og tilbage stod jeg mutters alene og klarede det kun med et dumt grin ved at meddele vennekredsen, at det tog flere timer at
finde køkkenet!!
Men da maven begyndte at knurre, gik det op for mig, at det var alvor. Pludselig var der tøj, der skulle vaskes, gulvtæpper der skulle støvsuges, sengetøj der skulle skiftes, og mad og husholdningsartikler, der skulle indkøbes. Min kones værktøjskasse fungerede fint, bortset fra at jeg kun klarede at se forskel på en skruetrækker og en tommestok.
Siden har jeg været en beundrer af kvinder, der magter det hele med en børneflok og en stor husholdning. Det være sig i en lejlighed på eller i et hus på landet. Hver dag er en kamp for mig, og jeg kan næsten gå i krampegråd, når jeg står i supermarkedet og har glemt indkøbssedlen.
Nu er det måske ikke fair at dele mænd og kvinder op på den måde. Men jeg tænkte mit, da jeg i radioen hørte om en mand, der forsøgte at sætte verdensrekord ved at gennemføre tre Ironman i et hug.
Han fik et døgn til strabadserne: 3800 meters svømning tre gange, 180 km cykelløb tre gange og maratonløb tre gange. Han klarede det ikke, idet han 26 km fra mål i det
sidste maratonløb opgav med krampe i benene. Han er dog indstillet på et nyt forsøg. Jeg vil derfor råde ham til at købe en Christiania-cykel, putte børn i kassen og følge moderens ugeskema. Så vil han møde op i bedre form end nogensinde, og børnene vil stå ved mållinjen med Dannebrogsflag og heppe.
Når ”kassedamerne” næste gang kører i gennem krydset, skal de ikke blive bange, fordi en bil dytter tre gange. Det er bare mig, der giver udtryk for min beundring. I min bydel knokler pædagoger og skolelærere ligeledes rundt med børn i kasser. Iført flyverdragt og varm hue sidder de på række og ligner roetoppe i den lollandske muldjord!
Der er sket mange omsorgsfulde ting med fokus på børnene siden jeg som syv- årig gik i 1. klasse med en hjemmelavet skoletaske. Da det første regnskyl ramte mig, gik tasken fra hinanden. Tilbage stod jeg med en taske, der lå gennemblødt og opløst på jorden.
De første skoletasker efter 2. verdenskrig var produceret i kraftigt pap! Og ingen mor kom kørende med en kassevogn og hentede en grædende dreng med kun et håndtag i
hånden – og en våd ABC-bog liggende på jorden.
