Møbelfabrikken med bedste resultat nogensinde

ERHVERV: Iværksætterhuset i Nexø “Møbelfabrikken” kommer ud af 2023 med bedste resultat nogensinde.

Møbelfabrikkens direktør Carsten Aalling omgivet af sit dygtige team i Nexø

Iværksætterhuset Møbelfabrikken, en erhvervsdrivende fond uden offentlig støtte siden 2019, præsenterer med regnskabsåret 2023 det bedste resultat nogensinde.

Med et overskud på 641.587 kroner er bestyrelsen yderst tilfreds med Møbelfabrikkens udvikling og præstationer i det forgangne år. Den rettidige tilpasning af omkostninger samt implementeringen af nye forretningsinitiativer har resulteret i dette flotte resultat.

Ikke offentlig støtte
Møbelfabrikken investerer overskuddet i nye og forberede faciliteter, der understøtter nystartede virksomheder. Direktør Carsten Aalling siger: “Vi modtager ikke offentlig støtte. Vi genererer vores egen indtjening og anvender den til at støtte den essentielle udvikling af arbejdspladser på Bornholm.”

Møbelfabrikken tjener penge ved selv at driver en række forskelligartede forretningskoncepter, herunder lagerhotel, konference- og mødefaciliteter, overnatningsmuligheder, kontorer og kontorfællesskaber, værksteder, og i 2023 udviklede Møbelfabrikken desuden rammerne til Sundhedshuset Østbornholm.

Forladt sårbarhedsfasen
Carsten Aalling: “Vi har forladt den økonomiske sårbarhedsfase og kan nu agere agilt med tilpasning af vores faciliteter efter behovene på Bornholm. Samtidig har vi nået en vigtig milepæl med afslutningen af den seks år lange renoveringsproces, der inkluderer de sidste 1500 m2 af de oprindelige samlede bygningsmasser på 5000 m2. fra dengang Møbelfabrikken producerede møbler”

Møbelfabrikkens bestyrelse består af bestyrelsesformand Jens Rathmann Hansen, næstformand Sissel Thuesen, lejerrepræsentant Frank Eriksen, samt medlemmerne Pernille Bülow, Rie Hansen, Stig Westermann og Karen Lynn Jacobsen.

Seneste artikler

Fik du læst?