Jeg kan svagt mindes det. Jeg må have været meget lille og meget forkælet.
Jeg havde det som lille med at smide dynen ned på gulvet – noget jeg for øvrigt stadig kan finde på at gøre, og så ligger man der og fryser. Dengang husker jeg, jeg råbte igen og igen: ”Far – dyne på!”
Far kunne jeg altid regne med. Han var der, når jeg kaldte. Han kom øjeblikkelig.
Jeg husker hans dejlige store hænder og mine små hænder i hans, når jeg frysende kom ind fra sneen og havde kolde hænder. Ingen kunne nulre ens små hænder, som far kunne.
Far var et forbillede. Han var kærlig, rar, og altid var han parat til at hjælpe sin lille pige.
Han var en god og dygtig lærer, og i skolen måtte han finde sig i at have sin mindste datter siddende i klassen. Jeg følte ind imellem, at han var strengere overfor mig end overfor mine klassekammerater. Måske var jeg også mere fri overfor ham end de andre i skolen, men så blev jeg sat på plads. Min far tog sig af min opdragelse. Det gør en god far nemlig.
I min første skoletid husker jeg ham ivrigt spille på violinen, når vi sang morgensang.
Han var også fuld af god humor og morede os alle, når han kunne efterligne den og den. Jeg husker ham gå fløjtende på gangene i den lille skole, hvor vi for øvrigt også havde vores hjem. Fuld af godt humør.
Jeg er taknemlig for, at jeg fik ham som far, og jeg er stolt af ham. Som menneske er han et forbillede for mig.
De fleste af os, der har eller har haft en far, som man har levet sammen med, kan sikkert fortælle lignende historier, eller måske er der minder, der gør ondt. Fædre kan være så forskellige, som vi mennesker nu engang er.
Lad os huske, at uanset hvordan ens far har været, så er der altid noget at takke for – nemlig at man overhovedet har fået livet.
Når jeg tager emnet ”Far” op i dag, er det, fordi vores billede af Gud ofte er præget af de minder, vi har om vores jordiske far. På en eller anden måde kan vi nemt komme til at kæde de to ting sammen.
Har vi gode minder, så er det nemmere at have og bevare tilliden til vores Himmelske Far.
Har vi uheldige, ja, har forfærdelige minder om vores jordiske far, eller har vi ikke oplevet en nærværende biologisk far, så kan vi ofte ende med at have det svært med Gud som en kærlig far. Vi opfatter ham snarere som en streng og hård dommer, eller vi ser Gud som en, man ikke sådan kan regne med som nærværende, nådig og god. Vi forventer nærmest det værste fra Guds side, eller værre – så kan det ske, vi helt har opgivet at tro på hans eksistens.
Får vi derimod øje på gennem læsning af Bibelen eller gennem en sund og god forkyndelse, at Gud er god, og at han ønsker at være en aktiv del af vores liv, så får vi måske en helt skøn og ny oplevelse af at have en Gud, som Jesus kalder for sin far, og som jeg også må have lov til at have som far. Jeg er et Guds barn. Det er en oplevelse, jeg kunne unde enhver at få.
Gud giver os så også muligheden for at kunne leve med og endda tilgive den far, som svigtede så totalt.
”Nu tør jeg kalde ham far”, sådan skrev en konvertit fra islam en bog, som fik denne titel. Forfatteren er Bilquis Sheikh. Bogen er af ældre dato og fås kun antikvarisk, men den skildrer denne pakistanske kvindes vej til Kristus. Hendes møde med Kristus betød en åbenbaring af Gud som den kærlige far, som hun lærte at kende. Nu turde hun kalde Gud for far. Hun fik et helt nyt syn på Gud.
Det sker ofte, at vi planter et helt forkert billede af den levende Gud i vores sind. Det må vi gøre op med. Gud er langt større og mere barmhjertig, end vi måske forestiller os.
Det kan desværre også være en meget lovpræget forkyndelse af kristentroen, som har været forfejlet, og som uheldigt har sat sit præg på os.
Min biologiske far var der for mig til enhver tid – sådan er Gud også – endda til evig tid. Min jordiske far kunne ikke være hos mig altid, men det kan Gud. Han lever i mig og hos mig.
Min biologiske far var et forbillede for mig, men som han også godt vidste, så havde også han brug for Guds nåde og barmhjertighed.
Gud er i endnu højere grad mit forbillede, og han samler mig også op, når jeg falder, og selvom jeg ikke har fortjent det, så giver han mig igen og igen sin kærlighed.
Min jordiske far havde utrolig gode karaktertræk som nævnt ovenfor, men Gud er større, og evigt er han med mig – langt udenfor dødens grænse.
Guds kærlighed til mig blev konkret og stærkt vist mig, da Jesus fjernede mine synder fra mig, da han døde på korset og opstod. Der var der alligevel noget, min egen far ikke kunne klare.
Jeg opfordrer dig til at gå dine minder igennem. Hvordan var din far? Hvordan var din opvækst med ham? Har det præget dit billede af, hvordan Gud er? Gå til Bibelen og få revideret dit evt. forkerte billede af Gud, eller gør det for at få opfrisket igen og igen, hvilken rigdom vi har i den Gud, som vil være der for dig og mig i livet såvel som i døden! Tænk du og jeg må kaldes for Guds børn, og vi er det!
Rigtig god søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
