Mathilde og hendes elskede guitar

Musikhuzet fik besøg af en af landets mest rejsende sangerinder og guitarister: Mathilde Falch med band. Og så blev det til et gensyn med bornholmske Una Skott.

Mathilde med band. (Foto: Ole Sørensen / Musikhuzet)

 

Lørdag aften havde Musikhuzet i Rønne besøg af en af landets mest turnerende kunstnere, Mathilde Falch,  som gav en unik koncert. Mathilde Falch og hendes faste kompetente band spillede numre fra hele bagkataloget, men også fra hendes nye album “Solen Brænder” der udkom i maj. Det blev en koncert med masser af spilleglæde, høj energi, og intenst nærvær og personlige sange.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Mathilde med sin elskede Martin-guitar. (Foto: Ole Sørensen)

 

Mathilde Falch er en dygtig komponist, sangerinde og guitarist. Og hendes elskede Martin-guitar har sin egen historie: Den fik hun på et svært tidspunkt i livet af sin far, musiker og skuespiller Michael Falch. En Martin-guitar er noget nær det højeste ønske blandt akustiske guitarister, og Mathildes har fulgt hende lige siden.

Har udgivet fire albums

Og sådan begyndte en forrygende karriere, som de fremmødte lørdag aften i Rønne fik en opvisning i. Mathilde pladedebuterede i 2009, og sammen med sit band blev hun snart booket til at optræde på nogle af landets større festivaler. Hun debuterede på Smukfest i Skanderborg i 2013. Hun har med det sidste nye album “Solen brænder” udgivet fire albums.

Mathilde Falch har været gift med komikeren Jesper Juhl siden 2012 og er ambassadør for Landsforeningen Sind.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Una Skott fotograferet af Ole Sørensen.

 

Inden Mathilde Falch gik på scenen fik publikum et genhør med guitarist og sanger Una Skott, der er født og opvokset på Bornholm. Hun er netop sprunget ud som solist med sin udgivelse i eget navn og spillede og sang egne nye sange.

 

 

 

Fik du læst?