Masser af oplevelser til bornholmske børn i sommerferien

Nu får de bornholmske børn og unge igen mulighed for at deltage i en lang række sjove og udfordrende aktiviteter i løbet af sommerferien.

Alt fra sport til natur- og kulturcamps, eventyrskrivning og meget mere venter på de bornholmske børn i alderen fra seks til 17 år i sommerferien.

 

I samarbejde med øens idrætsforeninger, kulturinstitutioner, kunstnere med flere udbyder kommunen nu et gratis program med 75 idrætsdage og 22 kultur- og naturcamps for børn i alderen seks til 17 år. Tilmelding sker efter først til mølle-princippet. Det oplyser Bornholms Regionskommune.

Igen i år udbyder kommunen en bred vifte af sommeraktiviteter, hvor børn kan snuse til forskellige sportsgrene, møde andre børn og sammen lære mere om deres ø gennem faglige og sociale oplevelser.

Stor opbakning

Aktiviteterne udbydes med stor opbakning fra øens idrætsforeninger, kultur- og naturinstitutioner, kunstnere med flere. Foreningerne har budt ind med hele 75 aktivitetsdage, mens kultur- og naturinstitutionerne bakker op med 22 kultur- og naturcamps.

Alle tilbud er gratis og finder sted fra 28. juni til 7. august. Der er dog begrænsede pladser, så der er krav om tilmelding. Læs mere om de enkelte aktiviteter, og hvordan man tilmelder sig på brk.dk eller dgi.dk/bornholm.

Strandløb og forfatterskole 

Årets sommeraktiviteter er spredt ud over hele øen, og der vil være mange oplevelser at vælge imellem. For eksempel kan børnene synge i kor, lære om natur, lege med ler, lave film, spille kroket, klatre, spille bold, skrive eventyr eller blive dyrepasser for en dag. Børnene kan vælge at tage på camps, der strækker sig over 4-5 dage eller deltage i forskellige motions- og idrætsaktiviteter fordelt på enkelte dage.

Stor tilslutning til sommeraktiviteter

Sommeraktiviteterne er blevet til på baggrund af midler afsat af Bornholms Regionskommune. Initiativet er inspireret af, at kommunen i 2020 blev tildelt midler til sommeraktiviteter fra en landsdækkende pulje som følge af COVID-19. På grund af mange positive tilbagemeldinger fra børn, deres forældre og udbydere opstod kommunens ønske om også at tilbyde sommeraktiviteter i 2021.

Formand for Job-, Udviklings- og Fritidsudvalget Erik Lund Hansen glæder sig over, at bornholmske børn og unge endnu en gang kan tilmelde sig sommeraktiviteter:

“Sidste års sommeraktiviteter var jo en utrolig stor succes. Her var næsten hundrede børn hver dag aktive i sport, bevægelse og kreative camps. Vi håber, at vi kan gentage successen igen i år med dette flotte sommerprogram med aktiviteter for enhver smag.”

Økonomisk støtte

Takket være økonomisk støtte fra TrygFonden, DGI, DGI Bornholm og Sparekassen Bornholms Fond har det været muligt at udbyde et stort og bredt udbud af gratis aktiviteter, så så mange børn som muligt har mulighed for at deltage.

 

Seneste artikler

Fik du læst?