
POLITI: Lørdag kort før midnat fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at der stod tre maskerede personer på Store Torv i Rønne. Da de to patruljer ankom til stedet, forsøgte to af dem at undslippe.
Den ene af dem var en 15-årig dreng fra Rønne, og under visitationen af ham fandt betjentene en kniv, en barberkniv og en skruetrækker. Drengen blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Den anden person, der forsøgte at undslippe, var en 17-årig ung mand fra Rønne. Under visitationen af ham fandt politiet en totenschlæger, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven. Politiet fandt ingen ulovlige effekter på den tredje person.
Den 15-årige blev taget med til stationen og afhørt. Hans forældre blev tilkaldt, og de sociale myndigheder blev underrettet.


