Så blev det dagen, hvor jeg igen skal møde til træning i vægtløftningssalen. Tre måneders fravær er slut og nu tilbage til det fysiske liv.
Hænderne er sprittet hjemmefra, da jeg klokken 9.38 lægger hånden på dørgrebet til træningssalen. Klubben har omlagt rummet og mailet alle regler for åbningen. Ja man har endda bedt et ældre medlem om at være kontrollør og vejleder, hvis nogen skulle være i tvivl om restriktionerne.
Jeg har klædt om hjemmefra, da omklædningsrummet kun må give plads til tre medlemmer af gangen. Og endnu værre – vi må ikke være sociale i rummet. Hvis vi gamle drenge oratorisk vil drille hinanden, skal det foregå uden for lokalet – altså på stadion. Alle dårlige vittigheder skal ud i frisk luft – ”Og det sagde hun også i går.”
Gulvet har fået hvide klæbebånd med inddelte felter. Jeg er interesseret i bænken til liggestem, og pladsen er dobbelt så stor som den plads, man tildeler 6 burhøns. Fint nok for mig. Jeg kan se, at der alle steder er opstillet spritflasker, sæbe og varmt mand. Først spritter vi redskabet, og så vasker vi bænken efter brug.
Nu ligger jeg på ryggen og glor lige op i loftet. 3 måneders isolation skal ud i et kæmpebrag. Jeg vil lave en serie på 5 x 5 x 40 kg. Latterlig vægt – lige til jeg strækker armene første gang. Hold da kæft – hvem har sat en damptromle på stangen? Det knager i leddene, og jeg kompenserer med vejrtrækningen og får gennemført de fem løft i første serie. Så skal jeg bare gentage mig selv endnu fire gange.
Det lykkes, men smukt er det ikke. Jeg tager igen fat i flasken med håndsprit, som om det hjælper. Hvis jeg ikke holder op med det pjat, risikerer jeg at blive knaldet for spritkørsel, når jeg kører hjem.
Men det er en dejlig fornemmelse, der gennemstrømmer kroppen. Jeg har altid holdt mig i form og har gået lange ture under krisen. Men kampen med skiverne og udfordringerne er alligevel det bedste. Så på den fine måde klubben tager imod os gamle drenge, ser jeg lyst på fremtiden.
Vægttræningen har betydet meget for mig, idet jeg kom igennem en hofteoperation så let, at jeg næsten ikke kan huske, at jeg for to år siden har haft det problem. Da jeg var til kontrol hos kommunens fysioterapeut udsatte hun mig for en 30 sekunders test. ”Hvor mange gange kan du rejse og sætte dig på stolen?” spurgte hun. Og da jeg klarede 18 gange, sagde hun tørt: ”Gå hjem, du er dobbelt så god, som dem, jeg har under behandling i øjeblikket.” Og så gik jeg hjem til min klub, og nu er jeg klar til, at lægerne kan udskifte den anden hofte – uden ansigtsmaske og brug af sprit.
