Lillian har fået nyt job

PERSONALIA:  Kommunens direktør for de tekniske områder, Lillian Rasch Madsen har fået nyt job i Center for Ejendomme i Region Hovedstaden. Hun forlader derfor Bornholms Regionskommune med udgangen af juli og flytter over.

Lillian Rasch Madsen

 

Kommunaldirektør Sine Sunesen beklager Lillians beslutning og er ked af at måtte sige farvel men ønsker hende held og lykke med det nye job og takker for godt samarbejde.

”Det er trist, at vi må sige farvel til Lillian nu, hvor vi står overfor en masse spændende udviklingsmuligheder inden for netop erhvervs- og byggeområdet. Jeg vil gerne bruge anledningen til at takke hende for et virkelig godt samarbejde i de år, vi har haft sammen. Nu vil vi hurtigst muligt sætte gang i processen med at finde den rette afløser for Lillian,” siger kommunaldirektør Sine Sunesen.

Tæt på børnene
Et ønske om at komme tættere på sine børn i København kombineret med det rette job er baggrunden for, at kommunens direktør Lillian Rasch Madsen nu forlader Bornholms Regionskommune og tiltræder en stilling som vicedirektør i Region Hovedstaden.

Lillian Rasch Madsen, der oprindelig er bornholmer, vil dog også fremover være at finde på øen, hun siger:

”Det har været tre gode og spændende år som direktør i Bornholms Regionskommune, men min mand og jeg har et ønske om at være tættere på vores børn, som nu alle tre bor og studerer i København. Vi har derfor købt en lejlighed i København, men vil fortsat være på Bornholm ofte, for vi beholder huset i Saltuna.”

Lillian Rasch Madsen har sidste arbejdsdag i Bornholms Regionskommune onsdag 31. juli.

 

Seneste artikler

Fik du læst?