”Det gør mig ondt at høre.”
Sådan siger vi, når et medmenneske går igennem noget svært og tungt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det altid lidt svært ved at udtrykke mig sådan. Udover at opleve en stærk smerte af et eller andet tungt eller trist, så er det, som om vedkommende også skal have ondt af mig. ”Det gør mig ondt”.
Jeg ved jo godt, at det ikke er meningen med de ord. Det er bare mig, som lægger noget i ordene, som måske overhovedet ikke er der.
Smerter kan være så mange slags. Det kan være en beskyttelse mod yderligere skade. Fra min tid i Afrika mødte jeg spedalske, som ikke havde opdaget, at de havde trådt på et søm. De havde ikke følt smerte i foden. Vi andre ville have trukket foden til os, men de fik sømmet i foden, og ofte gik der så betændelse i såret.
Jeg har læst en gammel bog om spedalske i Indien, hvor nogen oplevede, at rotter i nattens mulm og mørke simpelthen gnavede i en fod – uden at den sovende opdagede det.
I dag er der heldigvis god behandling til spedalske.
Hvis vi ikke oplevede smerte, ville vi jo i mange tilfælde ikke gå til læge og få nødvendig behandling.
I nogen tilfælde er smerte altså et gode, og en nødvendighed for at vi kan få den hjælp, som vi har brug for.
Smerter er forfærdelige. Jeg oplever det lige nu, hvor jeg har fået en ny hofte. Det gør knagende ondt!
Det er dog et udtryk for et nyligt og nødvendigt indgreb, og godt jeg får at vide, at jeg stadigvæk skal træne, så smerten bliver mindre.
Smerter kan være vejen til noget bedre!
Det hjælper at vide, at i morgen bliver det hele nok bedre.
Hold håbet op. Det er vigtigt ikke at miste modet!
Vigtigt at tro at der er lys for enden af tunnelen.
Jeg kender folk, som lider af så mange smerter – fysiske, psykiske, mentale smerter, at det synes at være næsten umuligt at tro på, at det nogen sinde bliver bedre. For dem skal håbet holdes højt! Vi skal hver især hjælpe andre med at tro på, at der trods alt foran dem ligger en god og håbefuld fremtid.
Det har lige været Skolernes Motionsdag, og ingen tvivl om at der kan være smerter forbundet med at løbe stærkt, køre hurtigt på cyklen.
Jonas Vingegård og Amalie Dideriksen var ikke blevet de sportshelte de er, hvis de havde sagt nej til smerter.
Som mennesker udsættes vi for smerter af forskellig art. Ingen går fri. Nogen er dog hårdere ramt end andre. Sorger, bekymringer, angst eller fysiske angreb af f.eks. fibromyalgi eller andre fysiske sygdomme giver mange forfærdelige stunder!
Smerter på grund af en nyopereret hofte er ingen ting sammenlignet med, hvad andre oplever konstant. Varme tanker går til dem denne dag og bøn til Gud om hjælp og lindring for mennesker, som virkelig har det svært.
Smerte kan også være angst for fremtiden.
Jeg vil citere nogle ord fra en andagt til 24. november i bogen af Wilfred Stinissen: ”I dag er Guds dag”. Det er relevante ord til os i dag.
”Vi ved ikke, hvor længe vi selv vil være forskånet for nød eller krig. Det gør os bange. Og det behøver vi ikke skamme os over. Jesus har selv kendt til angst for det, som skulle komme over ham. Men en kristens angst kan aldrig udviklet sig til panik. Hvad der end sker, ved vi, at Gud er med.
”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Lukas evangeliet kap. 21 vers 28.
Selv om vi mister alt, så er det alligevel ikke tabt. Gud omslutter os med sin kærlighed, og derfor har alt en mening. I ham har alt sin rette plads, endog vores angst.
Der findes en tryghed, som er så stor, at den også kan rumme vores angst, en tryghed, hvor vi vover at føle angsten. Angst og tillid, frygt og håbefuld forventning, sorg og glæde udelukker ikke hinanden.” Så vidt citatet.
Kort sagt: Gud kan rumme alle vores smerter, enhver form for angst. Jesus selv var plaget af samme problemer. Han forstår dig, når du end ikke kan forstå dig selv. Han er hos dig og mig, når livet gør ondt.
Vi må ikke fordømme os selv, når vi plages og rammes af noget svært. Vi må holde håbet oppe.
En ny adventssalme af Dy Plambech (dansk forfatter og digter) siger det så stærkt og så godt:
”Hold håbet op.
Stjernen viser vej.
Hold håbet op.
Mørket skjuler sig.
Hold håbet op.
Hold det foran mig.”
Det er en bøn til Gud, om han vil vise mig, at der er håb forude. Mørket skjuler sig på et tidspunkt, når trøsten og hjælpen kommer fra en, der er højere og større end os selv.
Det kan synes håbløst, hvad vi gennemgår, men tag ikke fejl. Gud er der for dig og med dig.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
