Jeg husker det virkelig så tydeligt. Jeg var sidst i tyverne, og jeg boede i Lamurde – en meget lille landsby i Nigeria.
Jeg var lærer på en lille bibelskole der.
Jeg var på besøg hos min rektor, pastor Michael, på skolen. Der var noget helt specielt over den statelige gamle rektor. Jeg var sikker på, at som pastor Michael så ud, sådan må Bibelens Abraham have set ud.
Jeg må have sagt et eller andet helt specielt, for pludselig siger han med sit milde smil: ”Du taler som en 80-årig”.
Det var en kæmpe kompliment at få, når man var så ung, som jeg var. Jeg blev lidt chokeret.
Alder i Afrika er noget andet end alder i Europa.
Der er respekt omkring ældre. De betyder noget. Det er jo de gamle, som har års erfaring, og derfor bliver de betragtet med stor respekt! Fra dem kommer visdom og kundskab.
Yngre bliver opdraget til ydmygt at bøje sig for de gamle. De sætter sig på hug, og mens de lytter og taler, ser de ikke på den gamle. Det ville være uhøfligt!
Jeg kom med min vestlige kultur, og jeg husker, hvordan jeg kunne sige til de unge, jeg underviste: ”Rejs dig og se på mig, når vi taler sammen”.
Jeg forstod ikke den helt anderledes kultur, som jeg mødte, og jeg skulle ikke have ydmyge underkuede ”slaver” i Nigeria. Jeg afslog derfor også, at de absolut ville bære min taske, når jeg kom til skolen.
Jeg var ikke klar over, at jeg var godt i gang med at ødelægge noget vigtigt. Respekt for ældre.
Alder bliver ikke i den grad respekteret i Danmark.
Hver alder har sin charme. Nu er jeg 80 år, og det er for mig ganske ubegribeligt!
Sikke dog en glæde, at mit liv stadig er rigt og godt! Minderne står i kø, men nutid og fremtid er ligeså indholdsfyldt!
Hvor er det spændende, hvad der ligger forude!
Et hvert liv har sine kapitler. Jeg tænker ikke, jeg er begyndt mit sidste kapitel, for jeg tror på et liv efter døden.
Lige nu er det vigtigt for mig at bruge det liv, som jeg stadig har her på jorden. ”At ældes med ynde” – det er ikke mit mål. Det synes nærmest umuligt, men jeg ønsker ikke bare at sidde, som sad jeg i en ventesal og venter på det tog, som jeg ikke kender afgangstidspunktet på.
Livet er en kæmpe gave, og jeg ønsker at bruge det efter min Herre og Skabers ønske og håb.
I Det Gamle Testamente betyder det at nå en høj alder at få Guds velsignelse. Deri ligger et kæmpe løfte, som jeg vil tage til mig. Der er helt sikkert tider, hvor vi ikke ligefrem oplever tilværelsen som velsignet af Gud.
Jeg vælger at tage for givet, at selv når jeg ikke føler det, så er Gud mig nær. Ensom bliver jeg aldrig. Forladt bliver jeg heller ikke. Uden opgaver kommer jeg heller ikke til at stå.
Forfatteren og teologen Peter Værum har sagt i et foredrag (i følge Kr. Dagblad 11. april 2007):
”Det er ikke en ”nedtur” at nå til denne del af livet, men tværtimod en ”optur”. Du løftes op over dagligdagens stadige krav om aktivitet og udadvendthed. Nu er det tiden til at se indad, til fuldbyrdelse og modning.
Der er en mening med, at man ikke mere kan se og høre og gå. Nu er tiden til at se indad, høre indad og blive siddende, hvor man er.
Det handler ikke længere om udadvendt udvikling, men om det lige så vigtige: at vende sig mod det, man har oplevet, lært og erfaret. Fortælle livshistorie, om ikke for andre, så for sig selv. Med andre ord – blive vis.
Det er nu, at du skal ”høste” af alt dit slid med udadvendt aktivitet og ”realiseren dig selv”. Nu er modningens livsfase. Tiden til den indre bøn og den indre samtale. En samtale, vi som kristne tror og håber fortsætter i evigheden.”
Noget af det, som glæder mig på dette tidspunkt af mit liv, er at opdage og erkende, at jeg ikke er uundværlig. Jeg kan tydelig se, at alt det, jeg har arbejdet med i min tid som præst, på udmærket vis nu bliver gjort af andre. Jeg behøver slet ikke være bekymret på Guds vegne.
Som præst husker jeg, hvordan det opmuntrede mig, at der sad mennesker på kirkebænkene, som tydeligt viste, at de støttede op om vores fælles opgave at bringe evangeliet om Jesus til så mange som muligt til glæde og gavn for det enkelte menneske.
Der sad f.eks. i Korsvejskirken en ældre dame nederst i kirken, og når jeg stod på prædikestolen og skulle begynde min prædiken, så bad hun halvhøjt noget i denne retning: ”Velsign hende nu. Giv hende din hjælp, Gud!” Hun var ikke klar over, at jeg kunne høre, hvad hun bad. Hun var på sine gamle dage blevet dårligt hørende, men jeg følte mig velsignet af hendes suk til Gud.
På højskolen, hvor jeg underviste inden min præstegerning, oplevede jeg en aften, hvor et kristent rockband besøgte skolen, at to ældre damer forsigtigt halede ørepropper op af deres tasker. Musikken var ikke helt deres stil, men den større gruppe af unge var jo begejstrede for musikken, og de to skønne damer så ud over deres smag og vidste, at netop den slags musik med kristent indhold kunne være til stor glæde for de unge.
Vi ældre/ vi gamle har stille opgaver her i livet stadigvæk. Vi skal bare have åbne øjne for, hvad vi i vores alderdom skal berige vores omgivelser med. Måske skal vi glemme os selv lidt mere og glæde os på andres vegne.
Det kan være, hjemmehjælperen har brug for et opmuntrende ord. Måske skal vi sprede glæde og godt humør og bringe solskin ind i vores medmenneskers travle liv.
Kærlig hilsen og glædelig søndag
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
