Lidt om hvorfor vi fejrer pinse…

Jeg stod for mange år siden udenfor en kirke i London. Det var pinsedag. Solen skinnede. Vi havde lige været til gudstjeneste. Folk, der havde været i kirke, stod og småsnakkede med en kop te eller kaffe i hånden. De typiske engelske småkager gik rundt. Det var hygge. Det var sommervejr. Der var fællesskab og det mellem mennesker, der for manges vedkommende ikke kendte hinanden.

En ung fyr talte temmelig højt. Begejstret sagde han. ”Min ven havde hørt om Jesus, og han fik mig med i kirke, for at også jeg skulle høre mere Jesus. Det er det, pinse handler om. Den ene tager den anden med, og nu skal jeg så ud og tage en ny med, og sådan fortsætter det. Sådan spredes det!”

Nogenlunde sådan lød ordene. Fyren, der talte, havde ikke sådan været i kirke før, fortalte han, og nu stod han der og havde fattet, hvad pinsens betydning er.

En kirke, som ikke er åben for nye mennesker, er lukket om sig selv og kan vel næsten ikke kaldes for en kirke. Betydningen af pinse er, at kirken vokser, fordi dem, der kommer i kirken, ikke kan lade være at invitere nye med. Der står i Apostlenes Gerninger kap. 2 vers 47 ”Herren føjede daglig nogen til, som blev frelst!”

Det er så vigtigt, at vi ikke bare sukker, som de gjorde et sted, hvor jeg engang skulle tale: ”Ja, vi er jo så få!” og det blev sagt med hovedet på skrå, og jeg tænkte, ”Ja, jeg kan sagtens forstå, at der ikke kommer nye til, for her er der en depressiv stemning og ingen forventning til Guds indgriben og Guds velsignelse. De har givet helt op, og nye vil desværre løbe skrigende væk og aldrig komme igen.”

Pinse holder vi, fordi Gud Helligånd fyldte de kristnes hjerter, sind og kroppe, så fejhed forsvandt og frimodigheden fyldte dem, så de ikke kunne lade være med at tale om det, de havde set og hørt. Jesus havde vist dem kærlighedens vej, når de mødte mennesker, som var i nød og vist dem, hvordan de også skulle møde deres evt. fjender med bønnen: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Derudover havde de set ham dø og erfaret og mødt ham som den, der overvandt døden, og de var ikke i tvivl om, at han gjorde det alt sammen for deres skyld, ja, for hele verdens skyld.

De havde siddet i 10 dage og bedt – lige siden Kristi Himmelfart, hvor han pludselig forsvandt for deres øjne, efter at han havde befalet dem at blive i Jerusalem, indtil de var blevet ”iført kraft fra det høje”, som han sagde og fyldt af Helligånden kunne de så gå ud og dele med andre, hvad de selv havde erfaret, og det, Jesus havde begyndt, kunne fortsætte, selvom han ikke fysisk var til stede hos dem.

De skulle vente og ikke fare afsted, og jeg tror, de brugte ventetiden i bøn til Gud, og så ville miraklet ske. Jesu Ånd – Helligånden ville komme over dem, og Jesus ville igen være hos dem og i dem og virke igennem dem til glæde og frelse for mange mennesker. Det, Jesus havde begyndt, ville fortsætte gennem dem og igennem alle os, som tror.

De første kristne var bestemt ikke mennesker uden fejl. Gud ønskede at bruge dem alligevel. Det er så pragtfuldt, for så kan også jeg bruges.

Pinse bliver det – ikke fordi det står på kalenderen – men når vi, der lever nu, begynder at overgive os til den Gud, som kan forvandle ”skrot til slot”, bruge os og tilgive os, så bliver det pinse på ny.

Vi kan ikke leve som kristne og handle, som Kristus ønsker uden Helligåndens kraft og indflydelse i vores liv og gøren.

Nogen har sammenlignet det med en handske. Uden hånden i handsken gør handsken ingen gavn. Sådan må vi være en handske i Herrens hånd. Bibelen siger et sted: ”Bliv ved med at lade jer fylde af Helligånden!” Vi kører jo tør engang imellem rent åndeligt. Ligesom en bil, der også skal lades op igen eller fyldes af bensin for at kunne køre videre, sådan har vi også brug for et refill.

Helligånden gør os handlekraftige og virksomme. Helligånden fortæller os, når vi har brug for hviletider, så vi ikke går til i kirkestress. Helligånden virker, så vi har fokus det rette sted – nemlig på Gud, der blev menneske i Jesus Kristus. ”Vi er hans lemmer i verden!”, sådan lyder det i en nadverbøn, når vi bliver sendt fra alteret ud i vores dagligdag. Vi er Jesu Kristi hænder, hjerte og fødder!

Paulus skriver, at vi ikke skal være uvidende om Åndsgaverne – nådegaverne, som Gud vil give os, når vi ber derom. Vi har forskellige gaver og er bestemt til at supplere hinanden. Der er ingen grund til misundelse, for Helligånden skænker os hver vores gave. Det er både naturgaver, som vi har med os fra fødslen, og det er de måske mere ekstraordinære gaver, som vi knap nok kan forstå, men som Gud gerne vil give os til glæde og gavn for mennesker og for fællesskabet i vore kirker. Det drejer sig måske om gaverne til at bede for mennesker eller at give dem et profetisk ord fra Gud. Men hvor vi dog mangler undervisning om disse gaver! Både om ret brug og om, hvor misbruget kan opstå.

Vigtigt er det, at kærligheden er større end gaverne. Uden kærlighed er gaverne intet værd!

Hver for sig må vi tænke på, hvad er det mon, Gud vil bruge mig til – lige her og nu? Hvad skal jeg tjene ham og mit medmenneske med? Hvordan kan jeg påvirke vores verden på en positiv måde? Hvad er mine naturgaver? Det er så dumt at gå og gøre det, andre er meget bedre til.

Salmen nedenfor blev min yndlingssalme allerede, da jeg var teenager:

Herre, jeg vil gerne tjene,
Tjene dig og dig alene,
Tag og brug mig, som du vil!
Hvad jeg ejer, har du givet,
Hver en evne, selve livet,
Dig det hele hører til.

Led mig, Frelser, ved din nåde,
Også når jeg selv vil råde
Og vil gå min egen vej;
Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne,
O, men lad mig aldrig savne
Vished, at jeg tjener dig!

(Kristian Østergaard 1891 nr. 373 i salmebogen)

En bøn: Kom Helligånd, opfyld dit trofaste folk og antænd det med din kærligheds ild, så det må holde fast ved dig og hjælpe til at forny denne verden. Amen!

Glædelig pinse og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst