Helligånden er på spil. Guds Ånd er i fuld gang her og nu og i den fremtid, som ligger foran os, og Guds Ånd har trofast virket, lige siden Gud skabte himmel og jord, ja, dengang hele universet blev til. Budskabet midt i en forvirret verden er: Gud har ikke forladt os. Jesus lever.
Lige i de her dage venter vi på, at det bliver pinse. Det er ventetider.
Jesu nærmeste følgere – en flok disciple på 120 personer – adlød Jesu befaling, som han gav dem, før han forsvandt for deres øjne på Kristi Himmelfarts dag.
Han befalede dem at blive i Jerusalem. De skulle vente på Helligånden, som skulle udruste dem med en frimodighed og en kraft, så de kunne fortsætte den gerning, som Jesus havde begyndt. Guds underes tid var ikke forbi.
Jesus vidste, at de var forfærdelig bange for at få samme slags lidelse og død, som Jesus havde været ude for, og nu sad de bag lukkede døre af frygt. De turde ikke engang gå udenfor på Jerusalems gader.
Jesu sidste befaling var klar og ikke til at misforstå:
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden, Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer, og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Mattæus evangeliet kap 28 vers 18 – 20.
De skulle ikke fare afsted til deres hjemegn og snakke løs. Uden Helligåndens virke i dem og igennem dem kunne de slet ikke være vidner om Jesu opstandelse fra de døde. Det ville gå helt galt uden Åndens hjælp. Den opgave Jesus havde givet dem, magtede de slet ikke.
De sad så der og ventede, og hvad brugte de så ventetiden til?
Utvivlsomt delte de med hinanden alt det, de havde oplevet sammen med Jesus. Derudover bad de meget. Om de forstod, hvad der skulle ske? Det er uvist. Det hele var så nyt og fremmed. De var stadig dybt chokerede over alt det, de havde været vidne til.
Jeg har spekuleret på, hvorfor der skulle gå hele ti dage, inden underet skete?
Hvorfor kom Helligånden ikke over dem med det samme, så de kunne være kommet hurtigere afsted med budskabet om den frelse, Jesus havde bragt gennem sit liv, sin død og sin opstandelse?
Det har fået mig til at tænke på de mange ventetider, vi selv har været ude for i vores liv. For som ventetiden på 10 dage var en væsentlig tid for dem, sådan er ventetider også vigtige for os.
Hastværk er lastværk. Hvis vi er fortravlede, så får vi slet ikke tid til den meget vigtige eftertanke, som vi har nytte af. Vi bliver overfladiske og sætter måske ikke pris på de livsændringer, som vi står overfor. Vi skal kunne følge med rent fysisk og rent mentalt.
Før store åndelige oplevelser og andre livsforandringer forstærkes en forventning og et stærkt håb om, at nu begynder et nyt kapitel i ens liv. Store beslutninger skal aldrig tages hurtigt.
Noget skal modnes i os. Der skabes en længsel. Måske oplever vi en afmagt og en tomhed i os selv, og netop denne følelse bevirker, at Guds Ånd kan komme til og skabe nyt liv og ny mening.
Hvis vi oplever, at den her opgave magter jeg slet, slet ikke, så får Gud mulighed for at gribe ind med sin Ånd. Gud trænger sig ikke på. I respekt for os venter han på, vi råber: ”Hjælp!”
Mange af os har prøvet at vente på svar f.eks. på en meget vigtig undersøgelse i hospitalsvæsenet, men visheden om Guds kærlighed gør en kæmpe forskel. Hvad end svaret bliver, ved jeg, at Gud er mig nær. Det positive er, at mens jeg venter, får jeg ofte en større afhængighed af Gud.
Hvis vores billede af Gud derimod er en straffende og ufølsom Gud, så forbliver vi bange.
Gud kan dog godt klare vores tunge tanker og endda også vores frygt, og selvom han føles langt væk og ikke spor nærværende, så forlader Gud os ikke i nødens stund. Måske oplever vi så en fred, som er ganske uforståelig.
De 10 dages ventetid fra Kristi Himmelfart til Pinsedagen, hvor disciplenes frygt blev afløst af stor, stor frimodighed, bevirkede at ca. 3000 blev frelst, og antallet var endda foruden kvinder og børn.
Helligånden kom så stærkt over dem, at de endte ude på Jerusalems gader. De forkyndte, hvor skønt og befriende det var, at Jesus havde befriet dem fra skyld og skam og givet dem et helt nyt liv. De råbte ud over alle, at Jesus lever. Han er ikke død. Det gav håb.
Deres tålmodige venten i 10 dage gjorde dem parate til alt det, Gud Helligånd ville gøre i dem, og hvad Helligånden ville bruge dem til.
Jeg er overbevist om, at hvis vi tager os tid på samme måde, så vil Gud også høre os og fylde os med sin Helligånds kraft. Gud har meget mere til os. Han ønsker at bruge os. Han ønsker at velsigne os og forbavse os!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
