
KOMIK: Torsdag 6. november kl. 20.30 kan publikum i Musikhuzet opleve en helt ny side af Liam O’Connor. Rap-musikeren, der gennem årtier har været en kendt skikkelse i dansk musikliv, skifter mikrofonen ud med en stand-up-mikrofon og leverer skarpe, selvironiske og underholdende observationer fra sit liv.
Vestlige Aarhus
Liam tager publikum med gennem en række skæve, selvransagende og hylende morsomme betragtninger – fra opvæksten i det vestlige Aarhus i 80’erne og 90’erne, livet som fast inventar i sladderpressen, rollen som små-skizofren musiker uden jordforbindelse, og ikke mindst det at navigere i tilværelsen som far til tre i en alder af 45 år.
“Jeg plejer ikke at være særligt åbenmundet omkring mit privatliv, men her får man nærmest ikke andet. Jeg overvejede kort at kalde showet for “Miljøskadet”, men valgte i stedet at gå med titlen “Liam”. Det er jo strengt taget det samme…”
Ny disciplin
Selvom Liam O’Connor er et kendt navn i dansk musik, er han bevidst om, at comedy-verdenen er en helt ny disciplin:
“Det er lige dele en force og en hæmsko at være kendt for noget andet. Et bifald for at være et kendt ansigt får dig kun så langt, og i nogle tilfælde er man endda afskrevet på forhånd. Men faktum i comedy er, at efter 30 sekunder er det lige meget, hvem du er, så længe det er sjovt.”









