Kvickly i Rønne og BOFA i nyt samarbejde om emballage

GENBRUG:  Kvickly Rønne, EU-projektet, Reeloped og det bornholmske affaldsselskab BOFA giver nu kunderne mulighed for at købe pasta, havregryn og andre tørvarer i løsvægt.

Nu kan du købe grynene til din havregrød i ny genbrugsemballage

 

Fredag 12. september 2025 slår Kvickly i Rønne dørene op med en spændende nyhed til kunderne.

Butikken er nemlig blevet udvalgt, som det første supermarked i landet, til at teste et nyt løsmarked-koncept: Et område i butikken, hvor tørvarer fra lokale leverandører, som havregryn, pasta og bælgfrugter opbevares i dispensere og sælges i løsvægt.

Kunderne trækker selv varerne i de mængder, de ønsker, og de bliver i den forbindelse opfordret til at bruge genbrugelige beholdere. Kunderne kan købe flere størrelser af genbrugsbeholdere i butikken, som de kan medbringe igen og igen, når de handler i løsmarkedet.

Første supermarked
Det er første gang, at et dansk supermarked giver kunderne mulighed for at bruge genbrugsemballage til at købe tørvarer i løsvægt.

Testen af det nye løsmarked er en del af EU-projektet ”Retail Relooped”, et EU-støttet Interreg South Baltic forsknings- og innovationsprojekt, der er ledet af BOFA. Projektet har til formål at afprøve mere miljøvenlige emballage- løsninger for at reducere og på sigt komme helt af med affald, der ikke kan indgå i et cirkulært affalds- system. Et formål der passer helt perfekt ind i BOFAs Vision: Bornholm viser vejen uden affald 2032.

Glade og stolte
Direktør for BOFA, Jens Hjul-Nielsen fortæller:

”Vi er både glade og stolte over samarbejdet med EU, Coop og Kvickly Rønne om at undersøge mulighederne for helt at undgå at producerer affald. Selvom BOFA er et affaldsselskab, der håndterer masser af affald, så er det vores ypperste mål at være med til at reducere mængden af affald og dermed spare på jordens knappe ressourcer til glæde for klimaet og de kommende generationer.”

Nye handlemuligheder
Til at teste de genbrugelige emballageløsninger er et løsmarked med op til 28 varer stillet op i foyeren i Kvickly Rønne, hvor alle varer leveres af bornholmske leverandører.

Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop, siger:

”I Coop ønsker vi at bidrage til et emballagesystem, hvor materialer bliver brugt igen og igen. Vi har en kritisk tilgang til eget emballageforbrug og vurderer løbende, om vi kan bruge flere genbrugelige materialer, reducere emballagen eller forbedre processer for emballagehåndtering. Projektet vil give os vigtig viden om salg af varer i løsvægt. Jeg håber, at kunderne tager godt imod det.”

Erfaringer og feedback fra kunder, leverandører og butikspersonale bliver brugt af Coop og BOFA til at vurdere, hvordan løsmarkedskonceptet med genbrugsløsninger kan spille en rolle for dagligvarehandlen ifremtiden. Samtidig bruges resultaterne fra Kvickly Rønne til at udvikle løsninger, der fungerer i praksis og eventuelt bruges i flere af Coops butikker.

Nye EU-regler
EU’s forordning om emballage og emballageaffald vil stille nye krav til detailhandlen. Meget frugt og grønt skal sælges uden engangsplastikemballage, og fra 2030 skal mindst ti procent af alle drikkevarer sælges i genbrugsemballage – et tal, der stiger til 40 procent i 2040. Det stiller nye krav til, hvordan emballage tænkes ind i fødevaresalg, og projektet på Bornholm er et første skridt i retningen mod at finde praktiske og mere bæredygtige løsninger, der sikrer mere genbrug og en god kundeoplevelse.

Varer i ny emballage
Det vil kunderne kunne købe i Kvickly Rønnes løsmarked: Havregryn, müsli, pasta penne, brune ris, mandler, cashewnødder, valnødder, hasselnødder, solsikkekerne, hørfrø, græskarkerner, chiafrø, quinoa, popcornmajs, rørsukker, boghvede, kikærter, belugalinser, grønne & røde linser, rug- og hvedekerner.

Seneste artikler

Fik du læst?

Søndagens gudstjenester

TRO: Bornholmnyt.dk bringer oversigten over søndagens gudstjenester 2. november Aa Kirke 19: Gudstjeneste ved sognepræst Louise Christina Howard. Allinge Kirke 10.30: Allehelgensdagsgudstjeneste ved Elon Anders

Læs mere »