Kunsthåndværk for alle pengene

KUNSTHÅNDVÆRK: Alle kan få kunsthåndværket helt tæt på, når Bornholm Craft Weeks åbner for et væld af aktiviteter og udstillinger i september

Er man interesseret i kunsthåndværk, så er Bornholm verdens centrum i den kommende tid. Og på Det Kongelige Akademi i Nexø holdes “Bornholms Mesterskaberne i Drejning” fredag 13.september

 

Når Bornholms Craft Weeks åbner fredag 6. september, er det med udsigt til 10 dage med flere end 35 forskellige arrangementer spredt ud over det bornholmske landskab.

Festivalen fremviser og fejrer det bornholmske kunsthåndværk, der er rundet af stolte traditioner, karakteriseret ved et unikt kunsthåndværkermiljø og har en høj kvalitet. Det har ført til international anerkendelse, for Bornholm har siden 2017 båret titlen som World Craft Region.

Hvem vinder?
Selve åbningseventet foregår på Bornholms Center for Kunsthåndværk Grønbechs Gård i Hasle fra kl. 17 til 19, og her kåres vinderen af Bornholms Craft Weeks Object 2025 – dét stykke kunsthåndværk, som publikum vælger ud til produktion og til salg ved næste års festival.

I 2024 vandt Jin Choi og Klaus Elkær som sammen driver Østerlars Møbelsnedkeri for deres skammel i træ. Man kan stadig nå at beskue de 11 værker og afgive sin stemme på en favorit, helt frem til åbningsfesten.

I kongelige fodspor
Til åbningen er der også en særomvisning i udstillingen “Marguerit” som for nyligt blev besøgt af kongeparret. Herefter folder programmet sig ud med workshops, udstillinger, åbne værksteder og butikker med salg af kunsthåndværk, talks og ture.

Der er flere højdepunkter allerede i åbningsweekenden, hvor udstillingen “White” åbner på Gudhjem Museum. 13 kunsthåndværkere bosiddende på Bornholm og af 10 forskellige nationaliteter, fortolker temaet “White” gennem hver deres kunstneriske og håndværksmæssige udtryk. Søndagen kan også bruges i forreste række, når glaspusteriet Glød Glass Studio på Balka viser publikum, hvordan de skaber deres glasværker.

På bodega
Et tilbagevendende populært indslag der også finder sted i weekenden, er det livlige kunsthåndværkerbanko på Søllings Bodega i Svaneke. Der er ganske få billetter tilbage og de kan erhverves via Billetto.

Dorthe Møller Paulsen, leder Sekretariatet for Maker’s Island Bornholm som koordinerer Craft Weeks 2024, glæder sig til den årligt tilbagevendende begivenhed.

”Det har en meget stor værdi hvert år at kunne fremvise alt det vi har at byde på indenfor kunsthåndværk og give scenen til alle de dygtige udøvende kunsthåndværkere og virksomheder, der er samlet her på øen. Vi ønsker, at både bornholmere får gode oplevelser med øens kunsthåndværk, måske endda i deres eget lokalområde – og at gæster, både fra Danmark og internationalt, møder og oplever den stærke platform vi står på. I år har vi fokus på bæredygtighed, som vi har en særlig innovationskraft omkring her på Bornholm. Vi har også en lille håndfuld workshops særligt rettet mod børn og unge, så de også kan blive inspireret af materialer og udtryk og have det sjovt med det.”

Stor event
Bæredygtighed er også omdrejningspunktet for et større event, der trækker mange internationale gæster i den sidste del af festivalen. Det er keramiktriennale European Ceramic Context 2024, der præsenterer to hovedudstillinger på Bornholms Center for Kunsthåndværk i Hasle og på Hjorths Fabrik i Rønne. Her udforsker keramikere fra 28 europæiske lande det globale tema gennem både større installationer, brugskeramik og unikaværker.

Bæredygtighed er også i fokus, når iværksætter Pernille Bülow fortæller om sin rejse med at skabe en virksomhed, der kombinerer bæredygtighed og æstetik. Se nærmere i programmet for tid og sted på disse aktiviteter.

I Nexø
På Det Kongelige Akademi i Nexø holdes “Bornholms Mesterskaberne i Drejning” fredag 13.september og der er linet op til en nervepirrende konkurrence, når professionelle keramikere forsøger at dreje sig til titlen som bornholmsmester. Der er café med forfriskninger undervejs og publikum får mulighed for at prøve at dreje, under kyndig vejledning fra studerende på Det Kongelige Akademis keramiklinje.

Festivalen giver også rig mulighed for at gøre nogle gode køb fra lokale kunsthåndværkere. Hos CSC Keramik åbner værkstedet på Nexø havn op for et særligt salg af keramik samt tekstildesign fra GodtBornholm. Det er nemlig anden sortering, eksperimenter og prøver der er sat frem fredag 13. september.

Butikken er åben
Foruden de åbne værksteder, hvor der også kan handles, er butikken Håndværket i Allinge åben flere dage, med et bredt udvalg af bornholmsk kunsthåndværk. Lige nu sælger 24 professionelle kunsthåndværkere deres ting i butikken, der er centralt placeret i Allinge. Det er foreningen ACAB, Arts and Crafts Association Bornholm, der står bag butikken.

Seneste artikler

Fik du læst?

Selvudgiverforlag

Selvudgiverforlag giver forfattere mulighed for at udgive deres værker uden traditionel forlagsstøtte. Denne metode er blevet mere populær i de senere år, især blandt nye

Læs mere »