Kultur og historie i Middelaldercentret

Bornholms Middelaldercenter fejrer at restriktionerne er væk med spændende arrangement i Stormandens festsal.

Der er spændende særarrangement i Middelaldercentret i weekenden.

 

Bornholms Middelaldercenter har, som mange andre kulturinstitutioner, været udfordret under Coronatiden, hvor især restriktionerne om areal- og afstandskrav har gjort det svært at lave indendørs arrangementer.

I weekenden holdes det første særarrangement i Stormandens festsal siden Corona-lukningen i marts 2020. Det er arrangementet: ”Mine fantastiske 9 uger på Sorte Muld” som direktør Jane Lindedam forventer der bliver stor tilslutning til.

“Med denne aften fejrer vi, at vi endelig kan mødes i Stormandens fantastiske omgivelser igen – fylde salen og hygge ved ildstedet, mens man bliver beriget af historier fra fortiden. Og hvem er bedre til det, end vores dygtige formidler Klaus Thorsen ”Guldgrisen”, fortæller Jane Lindedam.

Kultur og historie

Derfor er der planlagt tre særarrangementer i Stormandens sal, hvoraf det første er tiltænkt de bornholmske kultur- og historieinteresserede voksne og de næste to er målrettet mod børnefamilierne.

Første arrangement er nu på lørdag 11. september kl. 19.30. Her kan man tage med på tidsrejse, når Klaus fortæller om de spændende fund på udgravningerne ved Sorte Muld i år. Hør svarene på f.eks. spørgsmålet om “Hvad fandt vi og hvad fandt vi ud af?” Billetter kan købes via centerets hjemmeside og der er 50 pct. rabat på prisen til årskortholdere.

Jane Lindedam – direktør for Middelaldercentret

 

Derefter er der planlagt to eftermiddage i kulturugen, hvor Klaus tager familier med på en sjov og lærerig vandring i det magiske miljø på centret og afslutter i Stormandens sal. Oplevelsen rummer både historier om særlige væsner og overtro i middelalderen, om de Bornholmske Underjordiske og jagten på viden om de svundne tider. Dette sker onsdag  22. september og torsdag 23. september kl. 15.30-17.30 og billetter kan købes via centerets hjemmeside.

“Med særarrangementerne kan vi tilbyde netop det, folk har savnet i Coronatiden, nemlig hyggelige, nærværende kulturelle oplevelser sammen. Der er maksimalt deltagerantal på 50 til hvert arrangement, men vi laver flere Sorte Muld-aftner, hvis der er så stor tilslutning, at vi må oprette en venteliste”, siger en håbefuld Jane Lindedam.

Seneste artikler

Fik du læst?