For godt to uger siden trådte jeg ind ad døren til et kommunalt bibliotek, fik to stemmesedler udleveret og satte mit kryds til kommune- og regionalvalg. Årsagen til denne rettidige omhu var, at jeg ville være sikker på at deltage i valget, hvis jeg af en eller anden årsag skulle være forhindret i at møde op på selve valgdagen på tirsdag 16. november.
Det skulle vise sig at være en klog beslutning, hvilket er en anden historie, det vigtigste er: Jeg fik stemt.
Og det vil jeg håbe, at alle andre også får gjort, for hvordan skulle vi med nogen rette gå i rette med være lokale politikere, hvis vi ikke engang gider stemme ved valget?
Jeg vil endda gå såvidt at sige, at man som vælger også har en forpligtelse til at sætte sig ind i de forskellige politikeres program: Det er ikke nok at stemme på en kandidat, som man finder sympatisk eller som ser godt ud: Man skal vide, hvilke synspunkter den pågældende står for. Jeg synes, det er det mindste, man kan gøre, som borger og vælger i dette land.
Jeg kan huske, at kommunisterne engang havde en folketingskandidat og partiformand, en fagforeningsformand fra Aalborg, ved navn Knud Jespersen. Han var en usædvanligt charmerende mand, mindede i nogen grad om den amerikanske sanger Dean Martin – og den gode Knud strøg i ind Folketinget og tog flere partifæller med sig.
At manden var en benhård betonkommunist, der ønskede et samfund, som de fleste danskere meget gerne ville have sig frabedt, det var en anden sag. Lad os ikke håbe, at der stemmes ud fra den slags forudsætninger ved dette valg.
Der er iøvrigt slet ikke helt den slags farverige kandidater mere. Husker De Gladsaxe-borgmesteren Erhard Jakobsen? Viceborgmesteren hed Poul Schlüter. Ganske stærkt makkerpar, skulle man mene.
Urban Hansen og Egon Weidekamp i København? Stæhr Johansen på Frederiksberg? Kjeld Rasmussen fra Brøndby?
Man kunne være uenige med dem, men de var borgmestre. De spurgte ikke en masse halvstuderede røvere til råds, før de traf en beslutning, den slags skulle de nok selv finde ud af.
Og de var kendte. Over hele Danmark. I dag er der mange mennesker, der ikke aner, hvad borgmesteren hedder i deres egen kommune…
Og her kommer min pointe: Jeg synes, vælgerne skal belønne de kommunalpolitikere, der har været synlige i de sidste fire år. Dem, der aktivt har kæmpet f0r udsatte børn. For de ældre og svage. Dem, der har gjort en indsats. For forbedringer af skoler og plejehjem. De, der har været lydhøre for de rette transportløsninger for borgerne. Og som har lyttet.
De, der har gjort noget.
Og turde deltage i debatten og ikke gemt sig bag en udvalgsformand.
De sidste har vi ikke brug for. …
Så lad tankerne gå tilbage til de sidste fire år. Hvem har foretaget sig noget? Og hvem har gemt sig på deres stole i byrådssalene?
Det er på tirsdag, at krydset skal sættes, og så er vi almindelige vælgere sat delvist udenfor indflydelse i de næste fire år igen.
Godt valg til alle – og god weekend…
