Krølle Bølle Is vender hjem til Bornholm

Med en ny aftale sikrer Bornholms Ismejeri i Svaneke , at Krølle Bølle is igen produceres lokalt på Bornholm. Krølle Bølle Is er for mange indbegrebet af Bornholm, og mange mindes sikkert en god Krølle Bølle softice.

Vibeke Bengtson og Jonas Bohn. (Foto: Henrik Freek)

 

Krølle Bølle Is har ikke været lokalt produceret de seneste år, men det bliver der lavet om på nu, til stor glæde for Bornholms Ismejeri og familien Mahler, som ejer rettighederne til Krølle Bølle.

”Krølle Bølle har i mange år været et stærkt varemærke for Bornholm, og derfor har det vakt stor forundring, at isen ikke blev produceret på øen. Man kan nærmest sige, at Krølle Bølle is i en periode har været et skår i den bornholmske fødevarefortælling, som vi ellers gør meget ud af at værne om. Det laver vi om på nu, for Krølle Bølle is skal naturligvis være med til at tegne billedet af smagen af Bornholm”, fortæller Jonas Bohn, der er medejer af Bornholms Ismejeri.

Hvem er Krølle Bølle?
Krølle Bølle er lige så tæt forbundet til Bornholm som sommer, solskin og røget sild. Historien om den frække trold, der drager på eventyr øen rundt, blev skrevet af Ludvig Mahler til sin søn, Ole, under anden verdenskrig. Og det er netop Ole Mahler, der har indgået aftalen med Bornholms Ismejeri om igen at få produceret isen lokalt.

Krølle Bølle Is er tilbage på Bornholm. (Foto: Henrik Freek)

 

Ole Mahler uddyber: ”Mange forbinder ferie på Bornholm med is. Vi er derfor utrolig glade for, at det nu er lykkedes at få en lokal aftale i stand med Bornholms Ismejeri, der jo er kendt for sin bornholmske flødeis af høj kvalitet.”

Travlhed i ismejeriet
Aftalen er på plads, og det betyder også, at der bliver travlt på det lokale ismejeri, Bornholms Ismejeri, der skal stå for produktionen af Krølle Bølle is. Fremover kan man få den gode bornholmske Krølle Bølle is som softice og ispinde. Med tiden vil sortimentet blive udvidet, så der både kommer gammeldags vaffelis.

Historien om Krølle Bølle Is
Krølle Bølle is blev siden 1958 produceret på et lille mejeri i Humledal i Rø. Senere overtog Bornholms Andelsmejeri produktionen, men fra 2008 er isen blevet produceret udenfor Bornholm og senest hos Skee Ismejeri på Midtsjælland. I mange år har det derfor nærmest været umuligt at finde Krølle Bølle is på Bornholm.

Bornholms Ismejeri har siden 2008 produceret is af bornholmsk fløde. Ismejeriet driver egen iscafe i Svaneke, og isen sælges desuden i diverse dagligvarebutikker og iskiosker på hele øen. Bornholms Ismejeri er ejet af ægteparret Vibeke Bengtson og Jonas Bohn sammen med den bornholmske rejekoncern Ocean Prawns, der gennem årene har investeret i en række bornholmske virksomheder.

Fik du læst?