Kom og og se lækre sportsvogne i Svaneke fredag og i lufthavnen i Rønne lørdag, lyder invitationen fra Sportscar Event, der laver forrygende arrangement til fordel for børn på Bornholms Hospital. Det er også muligt at få en køretur i en af bilerne…
Er man interesseret i virkelig lækre sportsbiler, så er det med at køre en tur til lufthavnen i Rønne på lørdag, hvor der vil være et forrygende arrangement, som Sportscar Event står for.
Sportscar Event er et velgørenhedsarrangement primært til fordel for Børnecancerfonden og andre gode formål.
“Kom og oplev synet og lyden af de vildeste drømmebiler fra Porsche og Ferrari og mange flere og få fantastisk oplevelse for hele familien. Har man benzin i blodet, kan man endda købe en turbillet og få en køretur som co-driver i en drømmebil”, fortæller daglig leder af Avis-biludlejningen i Rønne Lufthavn, Mogens Anneberg, der er en af drivkræfterne bag arrangementet.
Sidste år gav arrangementet på Bornholm over 150.000 kroner i overskud, og Mogens Annneberg håber, at et tilsvarende beløb i år kan blive resultatet af arrangementet. Pengene går til børneafdelingen på Bornholms Hospital.
“Der er gratis entré, hvis man vil ud og se bilerne, og vi får også besøg af racerstjernen Jason Watt, som ikke behøver nogen præsentation i motorsporten eller for bilinteresserede”, siger Mogens Anneberg.
Også i Svaneke
Der tages forskud på arrangementet allerede fredag aften, hvor alle bilerne vil blive stillet op foran Svaneke Bryghus fra kl. 18, og her vil Jason Watt også være til stede, hvis nogen vil tale om biler og motorsport.
Her kan man beskue de flotte racerbiler med en Ferrari Portofino i front. Andre biler er McLaren 720S, Ferrari Tributo, Porsche 911 Turbo, Porsche 997, Dodge Viper, AC Cobra og en Audi RS6.
Alle bilerne forlader under politieskorte Svaneke lørdag formiddag ved 9.30-tiden, og så køres der ellers mod lufthavnen i Rønne ad følgende rute: Svaneke, Gudhjem, Østerlars, Årkirkeby og lufthavnen, hvortil der forventes ankomst kl. ca. 10.30. På den måde kan alle få et glimt af de flotte biler.
I lufthavnen begynder arrangementet lørdag kl. 12:
“Takket være DAT, der har udsat en flyafgang i en time, så kan vi fortsætte helt frem til kl 16, og det skylder vi DAT stor tak for”, sier Mogens Anneberg.
Hvis man blot vil se på alle bilerne, så koster det ikke noget, men hvis man vil have en tur i en af bilerne, så skal man købe billet på Avis-kontoret i lufthavnen. En tur som co-pilot koster forskelligt fra bil til bil. Det er ikke helt billigt, til gengæld venter en eventyrlig oplevelse – og som sagt: Hele overskuddet går til børnene på Bornholms Hospital.
Kun på Bornholm i år
Og Mogens Anneberg gør opmærksom på, at firmaer, som der var mange af sidste år, naturligvis får udstedt en faktura.
En tur i en Porsche 911 Turbo koster 600 kroner. Vil man ud og køre med Jason Watt i en Ferrari Tributo koster det 1900 kr. Og tre personer kan deles om en tur i en Audi RS6 med 700 hk. Turen koster 1200 kr – 400 kr. pr. næse.
Det første Sportscar Event arrangement blev holdt på FDM Jyllandsringen i 2002. Overskuddet var på 52.000 kr., som blev doneret til Børnecancerfonden. Siden er der hvert år blevet holdt et arrangement på Jyllandsringen. Senere blev Sportscar Eventudvidet til FDM Sjællandsringen i starten af 2005. Det første år var overskuddet 255.000 kr.
I år er arrangementet i Rønne det eneste, der holdes i Danmark.