Kongelige kastede glans over broens jubilæum

JUBILÆUM: Øresundsbroens 25-års jubilæum blev fejret med kongelige gæster fra Danmark og Sverige – og en hyldest til den fælles region, som broen har bidraget til på tværs af Øresund.

Kongen og Dronningen af Danmark og Kongen og Dronningen af Sverige mødtes på Peberholm i forbindelse med Øresundsbrons 25-års jubilæum.  (Fotos: Tomaz Lundstedt/Øresundsbron)

Med deltagelse af Kongen og Dronningen af Danmark samt  Kongen og Dronningen af Sverige blev Øresundsbron fejret højtideligt på begge sider af forbindelsen tidligere i dag. “Øresundbron” som broen officelt hedder – på en slags nynordisk.

Siden åbningen i år 2000 har Øresundsbroen spillet en central rolle i at forbinde Danmark og Sverige – menneskeligt, kulturelt og økonomisk.

Taler af ministre
Øresundsbroens administrerende direktør Linus Eriksson åbnede fejringen på Luftkastellet i Malmø med en velkomsttale, hvorefter blandt andre Sveriges EU- og Nordensminister Jessica Rosencrantz (M) og Danmarks transportminister samt minister for Nordisk samarbejde Thomas Danielsen (V) holdt taler.

Musikalsk hyldest
Et højdepunkt under ceremonien var det kunstneriske værk “Bridging The Gap”, en musikalsk og scenisk hyldest til regionen skabt af Teatergrad. Forestillingen inkluderede musik, sang, dans og poesi fra begge sider af Øresund – med optrædener fra blandt andre Dreamers’ Circus med danske og svenske kunstnere, danserne Linn Fletcher og Astrid Grarup Elbo samt værterne Malin Römer Brolin-Tani og Thomas Chaanhing.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Kong Frederik fiknsig en kigger i en af de nye kikkerter.

Uden for Luftkastellet blev en gave til offentligheden afsløret i form af to kikkerter, der giver mulighed for at få et nærmere blik på nabolandet. I forbindelse med dette holdt Malmøs borgmester Katrin Stjernfeldt Jammeh (S) og Øresundsbroens salgs- og markedsdirektør Berit Vestergaard taler.

Derefter kørte de to kongepar i kortege over Øresundsbroen med et stop på forbindelsens kunstige ø, Peberholm – præcis 25 år efter, at Sveriges kongepar og Danmarks daværende regentpar mødtes der under broens indvielse.

Overborgmesteren
Efter en kort reception med blandt andre Øresundsbro Konsortiets bestyrelsesformand Lars Ljungälv og de kongelige gæster afsluttedes dagen på Amager Strandpark. Her fik Kong Frederik og Kong Carl XVI Gustaf lov til at afsløre jubilæumsgaven på den danske side, som ligeledes bestod af to kikkerter med udsigt over sundet, broen og nabolandet. Ved ceremonien deltog Københavns overborgmester Lars Weiss og Øresundsbroens salgs- og markedsdirektør Berit Vestergaard.

Fik du læst?