Kommunen søger nye pleje- og aflastningsfamilier

BØRN OG UNGE: Bornholms Regionskommune har løbende brug for familier, som har lyst til at være med til at gøre en forskel for bornholmske børn og unge i udsatte positioner. Behovet er stort, da der er et generationsskifte blandt plejefamilier på vej

Kommunen søger plejefamilier til børn og unge

 

Nogle af øens børn og unge har brug for et nyt hjem, andre har brug for et sted, hvor de kan finde ro og tryghed en gang i mellem eller en ekstra voksen, der kan hjælpe i hverdagen.

Mulighederne for at hjælpe er mange, og der er brug for alle, der ønsker og brænder for at være aflastnings- og plejefamilie, men der er også et stort behov for nye plejefamilier med solid erfaring inden for børne-ungeområdet. Det kan være folk, der er uddannede socialpædagoger, har arbejdet på institutioner eller andet, hvor de har opnået erfaring med børn i udsatte positioner.

God indsats
Iben Olsen, der er leder af Familiepleje og Støttekorps, takker de nuværende pleje- og aflastningsfamilier for en god indsats og sender samtidig en appel til nye om at melde sig på banen.

”Vi har for nuværende mange gode pleje- og aflastningsfamilier på Bornholm, vi ønsker dog at udvide kredsen, så det bliver lettere at finde det rette match, når et barn eller en ung har behov for støtte. Desuden er vi i disse år presset af, at der er gang i et generationsskifte blandt vores trofaste plejefamilier, så der skal herfra lyde en klar opfordring til at overveje rollen som pleje- og aflastningsfamilie.”

Et stort ønske
For mange pleje- og aflastningsfamilier er drivkraften et stort ønske om at gøre en forskel for et udsat barn eller ung. Mange plejefamilier fortæller om glæden ved at se et barn komme i trivsel og udvikle sig, men familierne oplever også, at det ikke kun er barnet men hele familien, der vokser og lærer noget.

Informationsmøde
Kommunen inviterer alle interesserede til et informationsmøde om rollen som pleje- og aflastningsfamilie torsdag 23. november kl. 16.30 på Snorrebakken 66 i Rønne.

 Deltagerne vil møde Iben Olsen, tilsynskonsulenter, familieplejekonsulenter samt repræsentanter fra nuværende bornholmske plejefamilier.

 Tilmelding er nødvendig senest onsdag 22. november via mail til: iben.olsen@brk.dk

Seneste artikler

Fik du læst?