Set fra en almindelig danskers øjne er det næsten uartigt at ønske regn i øjeblikket, men overskriften er titlen på en salme, som jeg aldrig har valgt til en gudstjeneste i tider med skybrud.
Juli måned har været den vådeste måned i 150 år.
Vi har nu ikke mærket det så meget her på Amager, men tager vi til andre dele af Danmark, så har der været rigelig med regn.
Jeg blev inspireret til denne klumme, da jeg oplevede, at min mand som sædvanlig gik frem og tilbage mellem køkken og altan med fyldte vandkander for at vande Flittig Hans blomsterne og de smukke hvide blomster, som vi ikke kender navnet på. Det sker morgen og aften.
Blomster har brug for flittig vanding, ellers går de til. Det sker ikke her. De får, hvad de skal have hver dag.
”Kom regn af det høje”. Disse ord kommer jo fra en Helligåndssalme skrevet af Hans Adolph Brorson i 1734. Den taler om vores behov for en stærk Helligåndens regn ned i vores hjerter.
Vores skønne altanblomster har brug for at blive vandet flere gange dagligt, og vores hjerter og forstand har også brug for at blive næret og vandet af Guds Helligånds regn.
Politikere har talt om behovet for en åndelig oprustning i vores land, og som kristen ser jeg det som vores fælles behov for Helligåndens virke og regn i alt, hvad vi gør i samfund, kirke og i vores eget liv.
Det sidste – at Guds Helligånd får mere magt og råderum i mit og dit liv er uendelig vigtigt. Det kunne betyde et forandret samfund, hvad angår holdninger og lyst til at medvirke til andre menneskers velbefindende. Det ville forøge kærligheden iblandt os – ikke blot til dem, vi altid naturligt ville elske og have omsorg for, men også give en bedre forståelse og kærlighed til mennesker, som vi egentlig ikke naturligt ville omgås.
Det ville betyde mere tilgivelse; mindre egoisme; større opmærksomhed til dem, som virkelig har brug for vores opmærksomhed.
Vi lever i Helligåndens tidsalder, men Guds Ånd – Jesu Ånd bliver alt for ofte negligeret.
Hvad gør Helligånden da, som er afgørende for det at leve et helt almindeligt menneske/ og kristenliv?
Ja, som regnen eller min mands vandinger får de fine og dyre blomster på vores altan til at trives og forblive smukke, sådan gør Guds Ånds regn underværker i det menneske, som åbner sig for den gave, det er at overgive sig til den Gud, som elsker os ganske ufortjent.
(For øvrigt er de smukke Flittig Hans blomster og de hvide, som er sat ind imellem, faktisk en gave, som jeg fik til min fødselsdag, og Guds Ånds virke i os er også en ganske ufortjent gave).
Guds Helligånds regn gennemvæder os med lysten til at komme Gud nærmere. Guds Ånd virker, at jeg bliver holdt fast i troen på Jesus, at jeg bliver bevidst om, hvilken gave det er, at Jesus døde for mig, og at jeg ved hans død og opstandelse har fået livet givet – og endda et evigt liv – også efter min død.
Vi lever lige nu i 2025 i en forunderlig tid, men også en dyster tid. Der sker så meget lige i øjeblikket, at vi næsten ikke kan rumme det i vores hoveder eller i vores hjerter.
Det store er, at mennesker i vores land nu taler frit om troen på Gud, uden nogen føler det pinligt eller flovt. Der er en åndelig søgen i rigtig mange kredse.
En helt ny undersøgelse viser, at 66% siger, at de tror, ”at der er mere mellem himmel og jord”. 35 % siger, at de tror på Gud i en traditionel forstand.
Positivt er det at høre kendte og ukendte mennesker give udtryk for en længsel efter at komme Gud nærmere og at vide mere om, hvad meningen er med livet.
Mange af udtalelserne er dog præget af stor usikkerhed, men nu har medierne dog fået færden af, at alt det med tro er godt stof, så radio og TV og de sociale medier er efterhånden fyldte med tale om tro, noget som før har været gemt godt væk og måske endda ikke har eksisteret. Medierne kalder det ”en stille vækkelse”!
Svaret på den længsel efter ”noget større end os”, og udtalelser om, ”at der er mere mellem himmel og jord” gives helt bestemt mere end noget andet ved at dykke ned i alt, hvad Bibelen giver os af inspiration. Vi lærer Jesus at kende, og igennem kendskabet til ham lærer vi Gud at kende. Vi må som enkeltpersoner, kirke og samfund ”tilbage til Bibelen”!
TV viser snart en programserie ”Hvad tror danskere på”, og jeg har smugkigget på nettet. Det er interessant at lytte til en række udtalelser om, hvad forskellige kendte tror på, men det er bedrøveligt, at ingen af dem nævner, hvad Bibelen giver os af indsigt.
Det er pragtfuldt, at vi nu på DRTV har en udsendelsesrække om sådan et vigtigt emne.
Jeg vil dog ønske, at enhver præst, kirke eller bare kristne ville oprette små kredse af folk, som gerne vil tale sammen om tekster i Bibelen.
Det er enormt givende at tale sammen om alt, hvad Gud Fader, Søn og Helligånd har at sige til os. En lille samtalegruppe kunne for øvrigt også udmærket bestå af mennesker, som slet ikke er begyndt at gå i kirke – endnu.
Åndelig tørke kræver Helligånds regn, og Gud møder os på forskellig vis – bestemt også i naturen; gennem drømme; gennem andre mennesker; forkyndelse i kirken, og jeg ved af erfaring, at Gud møder os, når vi har allermest brug for hans hjælp, men grundlaget for vores kristne tro bliver allerbedst lagt gennem viden og gennem mødet med Jesus i Bibelen.
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe






