HØSTTID: Nu er det atter blevet tid for høhøst i Sommerfuglemarken foran Gudhjem Museum. Det sker lørdag 9. august.

Alle er velkomne til at komme og se, hvordan man slår græsset i marken på gammeldags maner med le, når medlemmer af Bornholms Lelaug holder høstdag sammen med gode folk fra landbrugsmuseet Melstedgaard på Sommerfuglemarken foran Gudhjem Museum lørdag 9. august fra kl. 10 til 13.
Hvis man gerne selv vil prøve kræfter med den gamle teknik, er der øvede folk, som kan instruere.
Arrangørerne opfordrer iøvrigt til, at man selv medbringer sin egen le, hvis man har sådan en.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Bornholms Lelaug blev stiftet i 2023 ved en tilsvarende begivenhed i Sommerfuglemarken og har som sin opgave at pleje flere forskellige naturområder på Bornholm ved at slå græsset. På denne dag kan interesserede melde sig ind i foreningen.
Gudhjem Museums Sommerfuglemark blev etableret i 2021 som habitat for vilde planter og insekter og skal med tiden bringe blomster, bier og sommerfugle tilbage.
Arealet, hvor marken ligger modtog nGudhjem Museum i arv i 2010 fra Inge Madsen, der var formand for Gudhjem Museum fra 1974 til 1999.
Familien Madsen
Jorden havde været i familien Madsens eje i tre generationer, og Madsens Gaard i Brøddegade var det sidste aktive landbrug i Gudhjem.
I 2023, samme år som stiftelsen af Bornholms Lelaug, flyttede museet en række granitskulpturer ud i marken, så de fungerer som pejlemærker for en gåtur ad de slåede gange ud i området. Og dermed fungerer stedet som ”Mødested for kunst, historie og vild natur”
En sankehave
Seneste nye tiltag fra 2025 i marken er en udvidelse med træer og buske, som med tiden skal blive til en ”sankehave”, hvor markens gæster frit kan plukke nødder og frugt. Der er desuden plantet en række, beregnet som føde for sommerfuglene, de såkaldte værtsplanter. Dette projekt er kommet i stand takket være tilskud fra vores lokale energiselskab BEOF og fra regionskommunens lokalsamfundspulje.
“Arrangementet lørdag 9. august er resultat af et samarbejde mellem Bornholms Lelaug, Danmarks Naturfredningsforening, Melstedgaard og Gudhjem Museum. Det er gratis for alle interesserede,” fortæller Hanne Strøby fra Gudhjem By- og Museumforening.


