
Vist er det jul, men den bliver anderledes i år: Jeg har allerede nu meldt fra til to julefrokoster og skal selv arrangere en, hvor maden serveres ved bordet. Altså ikke noget med at gå op til det store julebord og savle over lækkerierne.
Her får I lidt knæk prosa om det kære julebord:
Bordene med plads til otte står ud fra væggene
omkransende maden på blanke stålfade.
I skønne guirlander skimtes mayonnaise, rystesky
og håndfaste frikadeller.
Med kniv og gaffel som bagage
forestår en kulinarisk bjergbestigning.
Stolene skrabes tilbage over det bonede gulv,
et kapløb begynder,
et skub, et puf og
frikadellerne skrider som rullesten
ud over kanten,
standses i flugten af en hastigt huggende gaffel.
En rødbedeskive smutter forbi
og trækker en rød stribe ned over den hvide dug,
hvorpå kan læses, at her har stået et slag.
En knivspids løfter op i skørterne på saltkødet,
der blufærdigt har dækket for leverpostej,
hvis krampetrækninger lader sig ane.
Det er en bedrift at overleve to kolde borde.
Kenderminer og store grove næser
ser på og snuser til salaten,
Italiensk og russisk.
Grønne ærter ruller i smørsovsen
og driller gaflen.
En helleflynder falder for et bajonetanfald
og vandrer i fangenskab med surbrødet.
Krigstumlen buldrer på slagmarken,
Spytperlerne danner et diset slør
og falder som regn over det raserede bord.
En røget sild bukker under
og glor tomt med sit perlemorsøje,
da kniven skærer beslutsom igennem
den døde krop,
hvorved halestykket falder ned på førstesalen
og lægger sig til rette i champignonomeletten.
Den tilskrives tabskontoen og bliver liggende til stor forundring
for den næste i køen.
Tilbage på bordet er den lunkne biksemad,
der ikke kan gøre sig håb om opsamlingsheatet.
En trist skæbne for en ret,
der dagen i forvejen optrådte i kjole og hvidt
Som ribbensteg.
En fredfyldt ro sænker sig i lokalet.
De sidste trommehvirvler forstummer mod porcelænet.
En tandstikker listes diskret ind imellem to sølvplomber,
og et ræb kvæles i fødslen.
Om fem timer er der aftensmad.



