Klima koster ikke ekstra

KV 21′: Tankerne omkring hvad Energiøen kan gøre for Bornholm er mange. Og det var en af grundene til, at kandidat for Venstre, Heidi Burgedahl, valgte at gå ind i lokalpolitik på Bornholm.

Heidi Burgedahl – overskudsvarmen skal komme så mange bornholmere til gavn som muligt.

 

“Fjernvarme-nettet forsyner mange borgere på Bornholm med varme. Og med Energiøen får vi chancen for at være på forkant og løfte den bæredygtige, bornholmske dagsorden op på et nyt niveau. Hvis vi forstår at gøre os klar til at udnytte overskudsvarmen. Den kan ikke sendes andre steder hen,” fortæller kandidat for Venstre, Heidi Burgedahl.

“Indkøb af elbiler, elbusser og elcykler til kommunens bilflåde flugter med Venstres ambitioner for det arbejde, vi har været en del af i klima og bæredygtighedsudvalget  i den seneste valgperiode. Vi mener ikke at bornholmerne skal betale ekstra for den grønne omstilling og omkostningen er set over tid meget tæt på den samme uanset om kommunen kører med benzin eller med eldrevne køretøjer”, siger Heidi Burgedahl og fortsætter:

El-bilerne

“Vedligeholdelsen på elbiler er væsentlig lavere og derved kommer der balance i regnskabet. Energi renoveringer af huse og udskiftning af oliefyr er også en del af strategien. Alt sammen noget der hjælper os på vejen mod co2 reduktioner der er nødvendige hvis ikke vandstand og klimaændringer skal ændre for meget ved den hverdag vi kender i dag.”

 Overskudsvarme 

“Overskudsvarmen skal komme så mange bornholmere til gavn som muligt. I Bornholms energistrategi kan man læse, at der vil være overskudsstrøm fra den fremtidige havvindmøllepark ud for Bornholm. I Venstre vil vi arbejde for, at Bornholm er klar, når den første strøm hives i land fra Energiøen.

Når strømmen kommer i land her på Bornholm skal den først igennem en transformerstation og en del af strømmen vil derefter kunne omdannes til fossilfri brændstof. Disse processer vil udlede en del overskudsvarme som kun kan bruges på Bornholm. Varmen kan ikke sendes til Sverige eller Polen”, konstaterer Heidi Burgedahl.

 Fjernvarmenettet 

“Og her vi kan vi sætte alle sejl ind på at samarbejde på Bornholm for på en smart måde at sikre, at vi bornholmere har et fjernvarmenet, der er klar til at udnytte denne klimaneutrale ressource. Fjernvarmenettet skal vedligeholdes og optimeres og kan måske endda udbygges hvis eksperter vil tilråde Bornholm dette ud fra et helhedssyn,” siger Venstre-kandidaten.

 Varmeaftale og energistrategi

“I Venstre har vi igennem længere tid arbejdet for at finde et hul igennem alle stridsmålene mellem de bornholmske varmeforsyninger, og vi øjner muligheden for at det nu vil være muligt at lave en varmeleverings aftale der kan blive startskuddet på et fælles fodslag for Bornholms energistrategi.

En strategi der for nuværende kun er blevet udformet af regionskommunen og den ene part af vores fjernvarme selskaber. For os er det en selvfølge at begge fjernvarme-selskaber er deltagende i udvikling af øens energistrategi, naturligvis støttet af eksperter, der kan lave en udviklingsplan for at få Bornholm i den rette startposition den dag, hvor EnergiØen er en realitet,” fortæller Heidi Burgedahl (V)

 

Seneste artikler

Fik du læst?