JUL: Fredag aften var Musikhuzet i Rønne fyldt til randen, da Katrine Muff og Johannes Langkilde indtog scenen med en stemningsfuld julekoncert.

Af Torben Severinsen
Med meget tæt på udsolgt var forventningerne høje til fredagens julekoncert med sangerinden Katrine Muff med tv-værten Johannes Langkilde ved flygelet – og de blev til fulde indfriet.
Allerede fra de første toner stod det klart, at publikum var inviteret ind i et musikalsk fællesskab, hvor nærvær, fortælling og julens særlige stemning gik hånd i hånd. Hvis nogen endnu ikke var kommet helt i julehumør ved ankomsten, var der ingen tvivl om, at de forlod Musikhuzet med både varme i hjertet og julelys i sindet efter en aften i selskab med duoen.
Julesange
Repertoiret spændte bredt over traditionelle julesange fra både nær og fjern, elskede sange fra Højskolesangbogen samt Katrine Muff og Johannes Langkildes personlige favoritter fra den danske, amerikanske, og sågar norske musikskat. Med stor respekt for traditionerne – og samtidig med plads til nye nuancer – formåede de at skabe en koncertoplevelse, der både var genkendelig og forfriskende.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Publikum blev en aktiv del af koncerten gennem fællessang, og lysten til at synge med var tydelig i salen. De mange klapsalver og den varme respons fra publikum vidnede om en koncert, der ramte bredt og dybt.
Fællessang på tv
Som værter på DR’s populære program Fællessang er Katrine Muff og Johannes Langkilde kendt for deres evne til at samle mennesker gennem musikken – og netop denne kvalitet foldede sig smukt ud i Musikhuzet fredag aften. Det blev en julekoncert, der ikke blot leverede julestemning, men også mindede publikum om værdien af fællesskab, ro og eftertænksomhed i en travl tid.
Alt i alt en særdeles populær og vellykket julekoncert, som satte et varmt og stemningsfuldt punktum for en aften, hvor julen for alvor fik lov til at flytte ind i Musikhuzet – og med garanti også i mange bornholmeres hjerter.
Fotokreditering: Erling Nielsen
Omtale: Torben Severinsen

.gif)

















