Jens Peter flyver ikke højere, end vingerne bær’…

Jens Peter Thuesens karriere blev formet omkring et spisebord på Amager. Her lyttede en nysgerrig dreng ved aftensmaden til sin fars fortællinger fra forretningsrejser overalt i Europa. “Jeg vil lave det samme som min far”, tænkte han – og det kan man vist roligt sige, at han kom til. Nu, mange år efter, er der blevet mere tid til at nyde livet i Svaneke – og i det elskede Bølshavn, men pensionist…det er han alligevel ikke helt endnu…

Jens Peter Thuesen med sin Cesna 177-RG (Foto: Finn Edvard)

 

Jamen hvor skal man begynde – og hvor skal man ende?

Historien om Jens Peter Lindholm Thuesen Jensen er – forrygende. Og faktisk ikke rigtigt fortalt før, for man kan ikke just sige, at han har rendt pressen på dørene. Det ville være synd at sige. Den ville ellers godt have haft besøg af ham.

Så han kunne have fortalt historien om, hvordan en dreng, der dårligt kunne klare sig i skolen, endte som indehaver af landets, måske ikke største, men så fineste brandhouses, som det hedder nu om dage. Med over 3.500 forskellige kvalitetsvarer til køkken og bord. Med 80 ansatte og afdelinger i Norge og Sverige. Og en årsomsætning på næsten 400 mio. kr.

Lidt af en succeshistorie.

Men den har han aldrig pralet af. Og da slet ikke overfor journalister. For han har aldrig fløjet højere, end vingerne kunne bære.

Det gør han stadig ikke, men noget skal vi jo tale om, når vi flyver rundt i Jens Peters gamle Cesna-fly  – hele Bornholm rundt. En flyver, som jeg har ham mistænkt for at elske mere end hans første bil.

Jeg ved det ikke. For jeg glemte at spørge.

Men Jens Peters første bil? En Opel Rekord, han købte i 1967…

“Men den var brugt”, siger han med et stort smil.

Det var lige meget. Jens Peter var glad for vognen…

 

Historien

Men historien: Den handler om en dreng, der, for at sige det pænt, ikke var glad for at gå i skole. Han forsøgte ellers med tre forskellige, men det var nu ikke af egen fri vilje…

Men det er også historien om en erhvervsmand, der for nylig solgte sit livsværk for: Ja, det taler vi ikke om, men skal vi sige et overordentligt pænt beløb?

Thuesen Jensen A/S blev grundlagt af Jens Peters far i 1939. Og det er tydeligt, at sønnen, 77 år i dag, kunne lide og beundrede sin far. En dygtig og flittig handelsrejsende, der bl. a. var med til at introducere nylonprodukter i Danmark.

Farmand havde ellers sit at se til: Startede eget handelsfirma op, men en verdenskrig kom  – kan man roligt sige – lidt i vejen. Efter krigen blev han snydt af en fransk samarbejdspartner i forbindes med afregningerne, der foregik gennem Valutacentralen, der skulle holde styr på de danske finanser efter 2. verdenskrig.

Trods vanskeligheder med fars forretning havde Jens Peter og familien et godt og trygt liv på Amager. I en moderne beboelsesejendom med centralvarme, bad, nedfaldsskakt og et par statsministerenker til genboer. Bl. a. Staunings fru Olga. Men vi skal ikke gøre det finere, end det var: Jens Peters familie havde en to et halvt værelses lejlighed, og der var et hav af støjende unger på St. Møllevej. “Penalhuset”, kaldte man ejendommen.

Jens Peter forsøgte sig også med fodbold i sin fritid, men Sundby Boldklub kunne ikke se hans talent, og det kunne han heller ikke selv, så fodbolden og Jens Peters veje skiltes for altid. Til gengæld var han glad for at løbe, og han er en af dem, som man tidligere kunne se i løbe rundt på øen i løbetrøje og det hele.

Det var en lettelse, da skoletiden var forbi, og han kunne komme i lære  – som isenkræmmer. Det foregik hos hæderkronede L.V. Eriksen på Godthåbsvej, som var en gammeldags isenkræmmer med ekspedienter i brune kitler.

“Vi havde alt. Og jeg mener alt”, siger Jens Peter og kigger mig ind i øjnene. ALT!!!

Godt så.

 

Branchen

Og han elskede branchen og isenkram. Læretiden gik godt – og så ventede indkaldelsen til  værnepligten. Men der var han snedig. Han havde altid interesseret sig for radioer, så efter rekruttiden blev han radiotelegrafist.

“Så slap jeg for at rende og grave grøfter”, siger han med et af de smil, han har let til. Noget af soldatertiden blev tilbragt på Almegårds Kaserne – og den tid grundlagde den kærlighed, han stadig nærer til øen – og som har betydet, at han nu har boet her i en længere årrække. Det hjalp, at Jens Peters mor havde familie på Bornholm, i Melsted – og bl.a. var i familie med maleren Axel Hansen. Tjansen som radiotelegrafisk medførte også  et par fridage i ny og næ, og så slog Jens Peter pjalterne sammen med nogle soldaterkammerater og lejede et værelse i Rønne. Fritiden gik med at pjatte på Antoinettestranden med sygeplejerskerne. Man var vel ung…

“Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg engang ville ha et hus på Bornholm. Jeg rendte også rundt og drømte om at blive pilot og få en flyver. Jeg nåede begge dele”, siger Jens Peter.

Den senere og nuværende tilværelse på Bornholm blev etableret efter samme princip som så mange andre: Ferier, sommerhus – og fast bolig.

 

Familien

Eller boliger. For Jens Peter ejer flere ejendomme på øen – udover Banken i Svaneke, hvor han dels bor, og hvor hans kone også har forretning, endda en populær en af slagsen, “Mollys”. Men den kan man læse meget mere om, og også om fruen, norske Sissel Thuesen Jensen, andetsteds i denne avis. Her skal blot nævnes, at de traf hinanden engang Sissel var indkøbschef i et norsk firma og Jens Peter troppede op for at sælge hende nogle varer.

“Varerne ville jeg ikke ha, men Jens Peter…det var noget andet”, siger hun på en blanding af  – ja, flere sprog…

Sammen har de datteren Rikke, der trods en ung alder allerede er gået i fars fodspor. Dels som bestyrelsesmedlem i virksomheden, dels med eget firma, der beskæftiger sig med en form for moderne markedsføring. Så moderne, at Jens Peter ikke rigtig er klar over, hvad det går ud på, men stolt af sin datter – det er han…

Jens Peter var ikke helt ung, da Rikke kom til verden, men hendes tilsynekomst betød også, at de mange hyggelige timer i indre by i København (Palæ Bar, 12’eren, Hviids Vinstue, joh, han har været rundt), lige pludselig ikke var så attraktive mere.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Jens Peter – en Tuborg og et stykke med røget ål – det får smilet frem…

 

Familien boede jo ellers i Hellerup, men efter en, kan man roligt sige, større udvælgelsesproces fandt de et sommerhus i Bølshavn som lige var dem. Eller rettere: Jens Peter havde længe, længe haft kig på det hus. For familien kunne ikke bestemme sig til nogle af de huse, der var til salg. En dag var ejendomsmægleren næsten ved at give op. (Der skal meget til…).

“Ja, så er der lige et enkelt mere, der netop er kommet til salg”, sagde han – og man kunne næsten høre, hvor opgivende han var.

Men det var ved skæbnens gunst netop drømmehuset – og så fik familien Thuesen Jensen sommerhus i Bølshavn.

Og nu skal vi gøre en lang historie kort: Da Sissel senere kunne få sin ønskeuddannelse i oplevelsesøkonomi i Nexø, så flyttede hun og Rikke til Bornholm, mens Jens Peter blev pendler. Joh, han fløj sommetider afsted i sit eget Cesna-privatfly, men: Det var billigere at tage rutemaskinen  og have en bil holdende i lufthavnen.

 

Sygdommen

For turen gik jo til Glostrup, til firmaet Thuesen Jensen A/S, der voksede og voksede. Men en dag blev pendleriet for meget – og familien købte hus, Banken, i Svaneke, hvor den nu bor.

Og det er et skønt sted, unægteligt, men sommerhuset i Bølshavn…det er Jens Peters favorit.

I dag har vi været ude at flyve. En skøn tur rundt om øen, og bagefter kører vi til Arnager Røgeri. Nu er vi kommet sikkert ned på jorden igen, så Jens Peter bestiller en Tuborg. Og en mad med røget ål.

Han skærer maden i mindre bidder – og han spiser langsomt.

For heller ikke han har været skånet for sygdom. En ondartet cancer i spiserøret var, uden at overdrive, ved at tage livet af ham.

“Diagnosen kom, lige da vi skulle til at foretage en større ombygning af sommerhuset, så Sissel blev bygherre og stod med det hele alene”, siger han.

Behandlingen med kemo og operation foregik på den måde, at man fik en “makker”, som havde samme diagnose.

“Min makker overlevede ikke, og jeg var med til bisættelsen”, siger Jens Peter og bliver stille.

 

Salget

Jeg kan mærke på ham, at han ikke helt forstår, hvor årene er blevet af. Tirsdag 29. december fylder han 78 år – meget godt klaret, iøvrigt, at han stadig sidder med styrepinden i cockpittet og flyver rundt i skyerne.

Og sejler i sin sejlbåd, en Maxi 77.

Jens Peter mangler ikke noget.

Og dog.

For som tidligere nævnt, så har han nu solgt sin virksomhed. I øvrigt til en mangeårig konkurrent, F&H Group.

I mange år mødtes han en gang om året til en frokost med direktøren for konkurrenten.

“Vil du sælge”, spurgte han.

“Vil du ansættes hos mig”, lød Jens Peters svar.

Men samtidig med, at Jens Peter i den grad udviklede sig fars forretning (det kan man roligt sige, han arvede kun faderens arbejdsglæde – pengekassen var helt tom og værdien lig nul) – så har han også haft blikket rettet mod fremtiden.

“Når detailhandlen fusionerer, så er det klogt, at leverandørerne følger med”, siger han.

Så efter mere end 50 år i isenkræmmerbranchen, så solgte Jens Peter sit livsværk “for at nedtrappe sin erhvervsaktivitet”, som det hed i en pressemeddelelse.

Jens Peter har lidt svært ved at tale om beslutningen, men han ved, at det var den rigtige.

 

Firmaet

I løbet af samtalen understreger han flere gange, at der var en helt speciel atmosfære og ånd i virksomheden Thuesen Jensen A/S. Flere medarbejdere var nærmest med fra start og fejrede 40 års jubilæum.

“Selvfølgelig skulle vi tjene penge, men helt ærligt: Vi havde en passion for vores varer. Og ja, jeg kunne godt være egenrådig, men jeg kan garantere dig for, at vi havde det sjovt…”

Det tror jeg på…

Og så havde han – og de andre – en fornemmelse for, hvad der ville interessere forbrugerne – i morgen. En del af succeshistorien…

Og helt ude af butikken er han da heller ikke.

Som en del af aftalen fortsætter han nu som formand for bestyrelsen – og datteren Rikke har også fået plads i bestyrelsen.

Hun følger i Jens Peters fodspor. Som han gjorde i sin fars.

“Jeg har ikke presset hende til noget, vil jeg gerne sige. Men hun skulle da have tilbuddet…”

Men mere tid…det har han fået nu.

Nå ja, glemte vi bestyrelsesposten i en fransk porcelænsvirksomhed? Den passer han stadig.

Og han vil da også glæde sig til at være lidt med i hustruen Sissels forretninger i Svaneke og Snogebæk. “Jeg er altså slet ikke brændt ud endnu…”, siger han.

Men han har fået mere tid nu. Så vi snupper også lige en kop kaffe.

Og så siger han minsandten:

“Kan du ikke lige få med, at jeg nu, hvor jeg har fået mere tid…sådan, hvis du forstår…så kunne det det kunne jo være, der var nogen, der havde en tjans til mig? Men husk at skrive, at det skal have noget med Bornholm at gøre…”

Det være hermed gjort.

Tak for flyveturen, Jens Peter…

 

Fakta

I juni 2018 valgte virksomhederne Thuesen Jensen A/S og F&H A/S at slå pjalterne sammen i det dertil oprettede holdingselskab F&H Group A/S. Nu er alle Jens Peter Thuesen Jensens aktier i F&G Group A/S overgået til F&H Holding A/S.

Jens Peter Thuesen er dog formand  bestyrelsen for Thuesen Jensen A/S, og med i bestyrelsen for F&G Group A/S, der er ejet af norske Canica AS.

I alt repræsenterer F&H Group, der beskæftiger sig med interiør, køkken, borddækning og bad, over 10.000 forskellige varenumre inden for brands som blandt andre Pillivuyt, Zone Denmark, Rosti, Morsø, Blomsterberg og KitchenAid. Virksomheden beskæftiger mere end 350 medarbejdere i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Kina.

Med overskriften “Alt til køkken og bord” har Thuesen Jensen siden 1970 været en af de førende leverandører i branchen i Skandinavien. Kvalitet har altid været nøgleordet for de ca. 80 ansatte i Danmark, Norge, Sverige og Finland, og det afspejles også i en række high-end brands i produktporteføljen, samt i et stort netværk og kontakt til mærkevareproducenter i især Frankrig, Tyskland og Italien.

Seneste artikler

Fik du læst?

En dyr samtale

POLITI: Onsdag morgen fik en 50-årig kvinde fra Sjælland en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon, mens

Læs mere »