Der er så meget i tiden, der siger, at vi skal leve i nuet. Der er også noget ganske rigtigt deri, men derom en anden gang. Vores engagement i arbejde, familie og fritid får os meget nemt til bare at være i nuet. Mange har simpelthen slet ikke tid til at se taknemlig tilbage. Tiden går med alle de daglige krav, og der er meget at beskæftige sig med. Det er jo lidt af et hamsterhjul, vi nemt hvirvles rundt i.
Først når vi bliver standset i vores daglige travlhed – måske ved et dødsfald, ved sygdom eller ved en uventet fyring, får vi sat os ned og får bare lidt tid til at tænke efter. Det kan være ganske sundt for vores hele væsen at blive standset. Begivenheder, som kan synes negative, og som bestemt også kan være det, kan hænde at blive til skjulte velsignelser.
**
Mange, som har oplevet det uventede – det, som virkelig i første færd så og ser ud som noget ganske forfærdeligt, oplever til deres store overraskelse, at det bliver en indgangsport til noget nyt, noget positivt, en dør til nye muligheder og en erfaring, som de eller vi bærer med os resten af livet.
Det, man selv har oplevet, kan oftest bruges i ens omgang med andre mennesker, som måske også selv har været igennem den rædsel, som en forfærdelig situation bestemt kan være. Når vi har brug for at dele noget svært med en anden, så gør vi det snarere med et menneske, som selv har oplevet, når livet gør ondt. Vi bliver bedre hjulpet og hørt, når det er en, der ved, hvad vi taler om.
***
”Se taknemlig tilbage” – det er måske svært, når nutiden og fortiden har været en plage, men som regel er der altid noget at være taknemlig for. Det er dog en opfordring, som man ikke på nogen måde skal give nogen, der står i en forfærdelig krise. Der er der et større behov for bare at lytte og være der for den anden uden at komme med ”kloge” opfordringer.
Men alligevel sæt dig ned en stund og tænk tilbage på dit liv.
Det gjorde jeg, så dette er min personlige erfaring.
Hvem har f.eks. været de mennesker, som har givet mig det nødvendige puf, så jeg endte, hvor jeg er, og hvor jeg har været? Jeg kan da slet ikke nævne dem alle, og dette må derfor kun være eksempler, som lige her og nu kommer til mig. Hvem var det så, der påvirkede mig?
***
I min barndom var det mine forældre, som lagde grunden til mit kristne livssyn – min mor, som i udpræget grad havde syn for spontant at hjælpe andre på ofte meget praktisk vis. Min mor, som lærte mig, at bøn betyder noget, og at det gør en forskel at bede til en kærlig Gud. Mine forældre, som uden at få udgifterne dækket. arrangerede kirkekoncerter, afholdt juletræsfester for hele landsbyen med hjemmebag og slikposer, og som var rede til at gøre mere, end de var betalt for.
Min søndagsskolelærer, som jeg som helt lille absolut mente, lignede Jesus fuldstændig.
Vores præst, som læste latin med mig en hel sommerferie, så jeg kunne begynde i gymnasiet, og som midt i al undervisningen kom med sine vise betragtninger over livet og over det at tro.
Min engelsk- og kristendomslærer i gymnasiet, som inviterede os unge hver 14. dag til oplysende foredrag om bl.a. kristendom. Det gik ofte langt over vores forstand, men vi kom og hyggede os i Miss Hviids andensals lejlighed. En gang var vi ca. 80 til stede, og da en af gymnasiekammeraterne blev gravid og smidt ud hjemmefra, så flyttede hun ind hos vores lærer og boede der hele graviditeten. Det kalder jeg for kærlighed, og vi unge fik lov at opleve en praktisk form for kristendom.
Og der er veninder og venner fra min tid på seminariet, som jeg i nogen tilfælde stadig har stor glæde af, og som førte mig i den rigtige retning m.h.t den årrække i Nigeria, som kom til at præge mit liv og min positive indstilling til ikke mindst mennesker fra andre folkeslag og lande. En årrække i en fremmed kultur, hvor troen på Guds almagt og tilliden til Jesus blev grundfæstet og rodfæstet i mit liv.
***
Og så fik jeg 27 års præstegerning, hvor jeg lærte rigdommen i det at være en del af en kirkefamilie, og hvor jeg som præst både begik fejl, (det sker vist alle præster), men hvor vi også oplevede, at Gud virkede stort – langt udover, hvad jeg havde forestillet mig, kunne ske.
Jeg giftede mig desuden også med en skøn mand fra menigheden, og sammen blev vi et godt team for Gud.
***
Noget, som desuden har givet mig et skønt og dejligt puf, var bestemt, da jeg blev mor til en ung kvinde på 30 år. Hun berigede vores liv, da hun var barn og kom ind i vores liv, og jeg lærte utrolig meget igennem det forældreskab, som vi oplevede senere at få gjort officielt. Der er sandelig meget at takke for. Det er ikke mange forundt at blive mor som 70-årig.
Der kom en årrække med livstruende sygdom, hvor ikke mindst min elskede mand bar mig frem for Gud i bøn sammen med hundredvis af andre, som jeg indviede i mine trængsler gennem Facebook, og en virkelig skøn venneskare betød uendelig meget i den situation, hvor det nemt kunne have endt med en hurtig afsked med livet. Tænk jeg fik lov at leve!
***
Mine år med sygdom og de skavanker, der fulgte med, har i den grad indeholdt skjulte velsignelser. Hvor har jeg lært meget om livet, om mig selv og om Guds store kærlighed og trofasthed gennem alt det svære. Selvfølgelig ville jeg gerne have været det foruden, men der er alligevel meget, som Gud har lært mig igennem det svære. Ikke at jeg tror, at Gud sender os sygdom og lidelse, men han formår at vende det til det bedste for os. Det er hvert fald sket for mig personligt. Jeg har mødt kærlighed fra mennesker, jeg knap nok kendte, fra familie, venner, så jeg siger TAK!
Denne klumme blev meget personlig. Jeg håber, du kan bære det. Måske kan du dele din egen historie, og hvad du selv er taknemlig for i kommentarfeltet. Det ville glæde mig. Du behøver bestemt heller ikke skjule, at der har været svære ting i dit liv.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
