Jeg er begyndt at bekymre mig om, hvorvidt jeg efterhånden har en selvstændig mening om noget som helst. Jeg begynder at være enig med alle.
Forleden var jeg til en hyggelig frokost med en del deltagere, og munterheden bredte sig efterhånden som timerne gik. (Kan De for øvrigt fortælle mig, hvorfor folk begynder at råbe, når de får noget at drikke?)
En af mine mange laster er cigaretrygning, så ved De det.
Og som sædvanligt mødtes vi nogle stykker udenfor for at, eh… trække en mundfuld frisk luft.
En mand ville holde op med at ryge. “Nu koster cigaretterne jo en formue – og vi ved jo godt, hvor farligt det er…”
Helt enig.
En anden svarede: “Jeg er da ligeglad, noget skal man jo dø af, og det hele kan også blive så kedeligt, at det hele kan være lige meget. Jeg kan godt lide at ryge, og det bliver jeg ved med.”
Ham var jeg også enig med.
Vel bænket omkring frokostbordet fortsatte samtalen med min borddame.
“Jeg elsker at gå ud og spise en rigtig lækker middag og blive forkælet og vartet op en gang imellem. Jeg vil ikke undvære at gå på restaurant et par gange om måneden og nyde lidt god mad, sagde hun.
Enig.
En anden blandede sig: “Synes du ikke, det er dumt at skulle betale fire gange så meget for en flaske vin – og betale 300 kroner for en bøf, der sommetider oven i købet er sej? Eller betale for, at en eller anden popsmart kok kommer lakrids i saucen? Jeg foretrækker at spise hjemme med de bedste vine og møreste kød – og så bestemmer man i øvrigt selv, hvem man er sammen med…”
Genau. Enig.
En mand hidsede sig op over nyhederne:
“Hele tiden skal jeg høre, at der er forhandlinger i Mellemøsten eller at Mexico ikke vil betale sin udlandsgæld. Hvad rager det mig? Jeg vil hellere høre, hvad der sker herhjemme…”
Svaret kom fra en ung kvinde:
“Du kan da ikke være så navlebeskuende – det vedrører os alle, hvad der sker i den store verden..”
Bliver jeg uvenner med nogen, hvis jeg siger, at jeg delvist er enig med begge to?
Senere talte vi om privatbilisme.
“Vi solgte bilen for et halvt år siden og har ikke savnet den et sekund”, var der nogle, der sagde. “Man kan jo heller ikke have den med, når man skal ud og besøge nogen til en hyggelig aften – og nu er de også begyndt at klippe i folks kørekort. Vi sparer mange penge og kan køre i taxi, når vi har brug for det. Godt vi slap af med den forurenende kasse…”
Det lød for fornuftigt i mine øren.
Men svaret var jeg også enig i:
“Jeg kunne slet ikke klare mig uden en bil. Og da slet ikke på Bornholm. Jeg skal besøge familie i Nexø og Allinge, skulle jeg køre med bus? Eller når vi skal handle ind til weekenden? Slæbe to-tre poser op i bussen? Og hvad med hunden?
Yes. Ingen farvel til bilen.
Men hvad skal man efterhånden mene? Selv?
“Jeg skal ingen steder udenfor Bornholm om sommeren, her er der bedst”.
Jo jo.
“Jeg gider ikke sidde og glo i havnen i Gudhjem år efter år – i min ferie vil jeg gerne se noget andet, enten Skagen eller Spanien, bare lidt væk fra øen.
Forståeligt.
“I weekenden skal jeg nå alt dét, jeg har forsømt i weekenden”.
God idé.
“Når det endelig er lørdag og søndag, så skal jeg slappe af, med en bog og fjernbetjening og helst på sofaen.
Her synger vi samme melodi!
God weekend og husk: Man kan godt være enig med alle…