Ingeborgs børnetøj skal ud til hele Danmark

ERHVERV: Nye initiativer skal sikre, at det bornholmske børnetøjmærke Okker-Gokker kommer ud over Danmarks grænser.

Ingeborg Riegel med sit børnetøj

 

Det bornholmske børnetøjsmærke Okker-Gokker har efter et par svære år valgt at udvide ejerkredsen og dermed tilføre stærke kompetencer, som i fremtiden skal styrke virksomheden, som fortsat vil have tøjdesigner Ingeborg Griegel med ombord sammen med den bornholmske rejekoncern og investor Ocean Prawns.

De tre nye medejere er iværksætterparret Mette Sode Kærgaard og Henrik Sode Holm Kærgaard samt Kim Arne Larsen.

Stor erfaring
Henrik Sode Holm Kærgaard kommer med stærke kompetencer indenfor webshops, online markedsføring og iværksætteri, Mette Kærgaard er uddannet advokat, men er i dag iværksætter og selvstændig erhvervsdrivende med fokus på drift og ledelse, mens Kim Arne Larsen har mere end 25 års erfaring indenfor børnetøj, tekstil, produktion samt en fortid som indkøbschef for Magasins børnetøjsafdeling.

Stort potentiale
”Udvidelsen sker i en erkendelse af, at vi fortsat ser et stort potentiale i Okker-Gokker, men at vi også må sande, at setuppet i dag ikke kan løfte opgaven. Vi ser et stort potentiale i at få Okker-Gokkers kvalitetsdesign ud i flere fysiske butikker samt at få øget onlinesalget i takt med den hastigt voksende online verden. Vi har derfor i et stykke tid været på udkig efter en partner med indgående kendskab til børnetøjsbranchen samt websalg, og er enormt glade for, at vi har fundet sammen med de tre nye medejere, hvoraf den ene som en ekstra bonus også er bornholmer. Det kan vi jo godt lide hos Ocean Prawns”, fortæller medejer Daniel Barslund, adm. direktør hos Ocean Prawns.

Nye eventyr
”Jeg glæder mig over, at vi er blevet flere hoveder til kasketterne, så vi sammen kan bringe Okker-Gokker ud på nye eventyr,” siger designer Ingeborg Griegel fra butikken i Svaneke.

“Selvom tøjbranchen er udfordrende og det er hårde tider, ser jeg store muligheder i at skabe et stærkt børnetøjsbrand, så jeg er begejstret for projektet,” udtaler Henrik Sode Holm Kærgaard, og tilføjer, ”at i fremtiden skal Okker-Gokker være kendt som dem, der producerer økologisk børnetøj i høj kvalitet, men til fornuftige priser.”

Mere salg online
Okker-Gokker glæder sig til at udbrede kendskabet til det bornholmske økologiske børnetøj. I dag er der en nogenlunde ligelig fordeling af omsætningen i butikken i Svaneke og i webshoppen. Virksomheden forventer i fremtiden, at mere af salget vil ske online, og ser blandt andet vækstmuligheder på det tyske marked, hvor online salget fungerer rigtig godt.

I de seneste år er der lagt mange kræfter i at forbedre webshoppen, og det har resulteret i en stor fremgang på ca. 40 pct. flere besøgende på webshoppen. Okker-Gokker har også en ambition om at være synlig i flere butikker, og som noget helt nyt har Okker-Gokker netop lavet en aftale med butikken Stærmose i Boderne, og børnetøjet sælges også i Banken i Allinge.

Okker-Gokker glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer, og ikke mindst til at udbrede kendskabet til det bornholmske børnetøjsbrand.

Seneste artikler

Fik du læst?