I mine unge dage flottede jeg mig et år til nytår i sjælden grad: Jeg inviterede min veninde på nytårsmiddag i den efter min mening hidtidige bedste, danske restaurant: “Escoffier” i Dronningens Tværgade i København. Jeg husker endnu, at jeg efter at have foretaget reservationen, modtog et brev – omdelt af et rødklædt postbud – fra restaurationen, hvor der efter bekræftelsen var tilføjet et PS:
“Intet konfetti vil forstyrre årets sidste måltid…”‘
Se den slags bemærkninger er lige efter mig hoved, og aftenen blev en stor succes. Jeg mener, at indehaveren var en vis Ejler Jørgensen – en legende i dansk gastronomi og velsagtens også ham, der introducerede det franske køkken til sine landsmænd.
Jeg husker endnu en fantastisk hummersalat, en sprød og mør orangeand samt nogle, og nu må jeg beherske mig, helt forrygende crépe suzette, som jeg endnu ikke har fået bedre end denne nytårsaften på Escoffier.
Når jeg alligevel tvivler på, at Ejler Jørgensen var indehaver af restauranten på daværende tidspunkt, så skyldes det den kendsgerning, at jeg ved den lejlighed for første gang smagte en vin fra det spanske vindistrikt, Rioja. Jeg tror ikke, at den frankofile Ejler Jørgensen ville have tålt spanske vine i sin restaurant.
Jeg kan endnu huske, at vinen var en Rioja Banda Azul – en vin, jeg senere har nydt ved flere lejligheder og som jeg stadig godt lide.
Smagen har dog udviklet sig lidt siden hen – jeg kan godt lide mange forskellige vine og blev på et tidspunkt, pinligt at inddrømme, noget af en vinsnob – faktisk må jeg på et tidspunkt have været helt ulidelig at gæste, fordi jeg, inden gæsterne fik lov at smage på vinen, først holdt et foredrag på ti minutter om vingård, druer, stokke, jord og meget andet.
Det har altid undret mig, at der ikke var nogen undervejs, der bad mig sætte mig ned og holde min kæft, men jeg må have nogle tålmodige og overbærende venner.
Og jeg kan berolige eventuelle nye gæster med, at jeg forlængst er vokset fra denne børnesygdom og nu bare trækker vinen op, hælder op i glasset, plask-plask, skål!
Jeg ved godt, at mange af nutidens madanmeldere arrogant og noget historisløst fremhæver, at det først med åbningen af restaurant Noma, at der kom et højt gastronomisk niveau i Danmark. Men det er bare fordi, de er så uheldige at være så unge, at de ikke har besøgt Restaurant Escoffier – opkaldet efter kongernes kok – kokkenes konge – af samme navn.
God weekend…
