Hvordan udtaler man feng shui?

Det sker oftere og oftere, at jeg slukker for mit tv. Der er alt for mange vildt tåbelige programmer, ikke bare tåbelige, men vildt tåbelige.

Nøgne mennesker, der løber og skælder hinanden ud på en øde ø, to frysende mænd, der steger og spiser insekter i en eller anden skov, en fiffig mand der løber rundt med en havesaks eller værst af alt: Vejrudsigten for 117. gang med oplysninger, der alligevel ikke er til at stole på. Bagefter en skaldet mand, der gør to børn kede af det, fordi han siger, de ikke kan synge. Eller overgearede skuespillere i et gætteprogram. “Er dr. Hook læge?”

Vorherrebevares.

Den slags gider jeg ikke spilde tid på. Så er det ud til kaffemaskinen, en god ekspresso, på med lidt jazzmusik – og blikket fejer hen over reolen eller bunken med bøger, der endnu ikke er blevet læst.

I den sidste ligger der en ordentlig moppedreng, Jens Andersens “Denne dag, dette liv” – en biografi om Astrid Lindgren. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har anskaffet mig den, er begyndt læsningen et par gange, men er endnu ikke kommet rigtigt i gang. Måske tilskyndet af Selma Lagerlöfs fremragende “Mårbacka”?

Også J. A. Jørgensens “Bornholms historie – fra oldtiden til år 1900” ligger blandt de, der endnu ikke er blevet læst færdig, men det er ikke bogens skyld.

Og så falder blikket altid på Karen Kingstons “Ryd op i dit rod”. En bog, der hjælper rodehoveder, som jeg, til at få et ordentligt og ryddeligt hjem. Ved hjælp af en kinesisk indretningsteknik, der hedder feng shui. Jeg har aldrig rigtigt fattet, hvad det går ud på – og kan ikke engang udtale det rigtigt. Bliver konstant rettet af miljøbekymrede, veganske veninder, der udtaler føng schwæi helt præcist.

Hader at se den bog. Den giver mig altid dårlig samvittighed. Selvbebrejdelser.

Jeg købte mit første eksemplar for en del år siden i en lufthavn. I flyet begyndte jeg straks læsningen. Og blev klar over, at her var en bog, der kunne forandre mit liv.

Hvis jeg altså fulgte dens anvisninger.

“Har De tøj hængende i skabet i håb om, at De en gang kommer til at kunne passe det igen?”

Ja mon ikke. Tre jakkesæt bl.a.

Ud røg de.

“Har De mange bøger liggende ved Deres natbord? Det tyder på et kedeligt sexliv.”

Der har ikke ligget en bog ved mit natbord siden.

Ikke at det har forandret noget. Men tænk, hvis eventuelle gæster også har læst Karen Kingston?

Jeg fik halveret indholdet i mine køkkenskabe, og stort set alle papirer, der var arkiverede som “vigtige” røg direkte i skraldespanden.

Jeg har ikke savnet dem et sekund.

God bog.

Problemet er, at køkkenskabene er blevet fyldt op igen og mappen med “vigtige” papirer er kommet tilbage.

Der hænger også et jakkesæt og en del skjorter, jeg ikke kan passe mere. Tilbage i skabet.

Aviser og bøger i en lænestol. Mærkelige ting købt ved boder rundt omkring fylder op i reoler og skabe.

Så falder blikket på bogen, og jeg går i gang igen.

Læser hendes bog og tage ved lære af rådene.

Tænker nogle gange på hendes mand. Tak skal du ha’, han har det ikke nemt.

Rod eller ej: God weekend – med eller uden tv.

 

 

 

Seneste artikler

Nyt navn til restaurant på populært badehotel

GASTRONOMI: Restauranten på Hotel Balka Strand er i bogstaveliges forstand blevet mere jordnær. Nu er navnet ”Restaurant Balka” – og køkkenchefen tilbereder god dansk mad til priser, hvor alle kan være med…   Af Finn Edvard Mange kender fornemmelsen af at komme sent hjem fra arbejde – eller ankomme først

Læs mere »

Fejrer dansk jazz i 100 år

JAZZ: Flot arrangement i Svanekegaarden fejrer jazzen gennem 100 år i Danmark med Waidtløw/Kristiansen kvartet   Lørdag 25. april kl. 15.30 er der fødselsdagsjazz i Svanekegaarden. Det sker med  Waidtløw/Kristiansen kvartet, der fejrer dansk jazz gennem 100 år i form af en hyldest til fire store, amerikanske jazzmusikere, der har

Læs mere »

Uvelkommen gæst skabte uro på tankstation

POLITI: Tirsdag aften skabte en 44-årig mand så meget uro på en tankstation på Zahrtmannsvej i Rønne at politiet måtte tilkaldes. Den 44-årige havde opholdt sig i butikken i cirka to timer, hvor han optrådte beruset og forstyrrende, hvilket skabte utryghed blandt øvrige kunder og ansatte. En patrulje kom til

Læs mere »

Du vil måske også synes om

Nyt navn til restaurant på populært badehotel

GASTRONOMI: Restauranten på Hotel Balka Strand er i bogstaveliges forstand blevet mere jordnær. Nu er navnet ”Restaurant Balka” – og køkkenchefen tilbereder god dansk mad til priser, hvor alle kan være med…   Af Finn Edvard Mange kender fornemmelsen af at komme sent hjem fra arbejde – eller ankomme først

Læs mere »

Fejrer dansk jazz i 100 år

JAZZ: Flot arrangement i Svanekegaarden fejrer jazzen gennem 100 år i Danmark med Waidtløw/Kristiansen kvartet   Lørdag 25. april kl. 15.30 er der fødselsdagsjazz i Svanekegaarden. Det sker med  Waidtløw/Kristiansen kvartet, der fejrer dansk jazz gennem 100 år i form af en hyldest til fire store, amerikanske jazzmusikere, der har

Læs mere »

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN: Onsdag 22. april. Solen står op klokken 5.41 og går ned klokken 20.17. Dagen er tiltaget med syv timer og 28 min. Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en dejlig onsdag. Vejret på Bornholm i dag: Fortsat tørt og solrigt, og temp. op mellem 12 og 16 grader. Svag til jævn

Læs mere »