Jeg skulle have været på togtur i dag. Fra Estoril til Lissabon. En herlig togtur langs Atlanterhavet på 30 minutter.
Jeg begynder turen med en kort spadserertur, sædvanligvis i solskin, de 10 minutter ned til stationen i Estoril, en smukt beliggende forstad til Lissabon. Undervejs hilser jeg på præsten fra Igreja de Santo António do Estoril, den smukke, lille kirke, hvor vi er nogle, der af og til mødes til aftenmesse. Og opkaldt efter byens yndling, Sct. Antonio.
På stationen er der personale til at betjene de rejsende – og en flink dame i en kiosk, hvor der er frisk bagværk og pragtfuld kaffe. Pragtfuld. Jeg stiger ikke på toget, før jeg har nedsvælget en Bica, en meget stærk, lille kop kaffe, der virkelig får mig til at sige godmorgen…Muligvis skyllet efter med et glas friskpresset appelsinsaft, muligvis.
Så passer tiden med, at toget ruller ind på stationen, og så går turen ind mod Lissabon.
Her stiger jeg af på stationen, Cais de Sodré, og så ligger Lissabon, nej, hele verden åben for mig. Synes jeg.
En kort spadseretur langt Tejo-floden, som Atlanterhavet i mellemtiden er forvandlet til, og jeg er på min yndlingsplads i hele verden: Praca do Comércio. Man falder til ro, på dette sted, der på den ene side er porten til den store verden ud til Atlanterhavet – på den anden porten til Lissabon, markeret med en gigantisk Triumfbue.
Ingen støjende musik spolerer de hverdagslyde af summende stemmer, sporvogne samt taxichaufførernes højlydte diskussion. Hvem vinder i aften? Sporting eller Benfica?
Portugiserne er Europas mest fodboldgale folk – helt sikkert. Alle har et favorithold. Alle. Piger og drenge, mænd og kvinder, tykke og tynde…alle!
Her laver jeg det første stop. Endnu en Bica, denne gang suppleret med en croissant.
Et fantastisk sted at sidde, verdenshistorien taler til dig her. Herfra opdagede de modige portugisiske søfolk den store verden og hjembragte de rigdomme, der gjorde Portugal til verdens rigste land.
Her gik vores egen H. C. Andersen, der var begejstret for Portugal, hvor han fandt ordnede forhold – i modsætning til Spanien, som han ikke var begejstret for. Han nåede Portugal med tog og hestevogn, han frøs, så tænderne klaprede. Hans egne ord. Madrid behagede ham ikke.
Anderledes med Lissabon, og helt over gevind gik den danske forfatter, da han beskrev den smukke, gamle kongeby Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon.
“Aqvæducten og Palmella
Cintras bjerge, hver en ven.
Sødt at mødes, tungt at skilles,
Mon I huske mig igjen?”
Det kunne jeg ikke have udtrykt bedre selv. Mange vil være enig heri.
Men jeg tænker på disse linjer, fordi jeg ikke har været i dette dejlige land i så mange måneder, at mine bekendte dernede måske har glemt mig?
Nej, naturligvis ikke, det sørger den moderne teknologi for. Og jeg kan trøste mig med flere af Andersens visdomsord:
“Naar, om Gud vil, snart jeg vandrer
I den danske Bøgesal.
Vil min tanke ofte flyve
Til det skjønne Portugal”.
I mellemtiden er Danmark ikke det værste sted at være i. Slet ikke endda. Vi har så meget at være tilfredse med – ikke mindst de heldige, der bor på Bornholm. Denne ø, Danmarks Madeira, som så mange tager til for rigtigt at nyde det.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan H. C. Andersen ville have beskrevet øen, hvis han da ellers havde været til stede. Digteren nåede rigtigt rundt i Europa, snart sagt i hver eneste afkrog, men Bornholm, det nåede han ikke.
Hvor mon digteren havde fundet mest behag på øen?
Det vil jeg fundere lidt over, mens kaffen er sat over.
God weekend…
