
Jeg er blevet modigere med årene.
Med visse ting.
F.eks. vil jeg nu gerne indrømme, at jeg forleden fandt mine briller – i køleskabet. Man tror, det er løgn…
Jeg synes ellers, jeg har garderet mig ret godt med hensyn til briller. De ligger og flyder alle vegne, man skal bruge dem hele tiden, så nu er der læsebriller i soveværelset, på natbord, i køkkenet, entré, sofabord, spisebord og hvad ved jeg.
Det er efterhånden nogle år siden, jeg følte behovet for at få læsebriller. Og helt ærligt: Jeg var ikke helt vild med dette tydelige tegn på aldringsprocessen, men der var ingen vej uden om. Og til de yngre læsere: Bare vent, turen kommer også til jer…
Jeg henvendte mig derfor i en brilleforretning, hvor en optiker undersøgte mine øjne, gav mig en længere forklaring og bl.a. meddelte, at jeg havde en bygningsfejl. Jeg har senere fundet ud af, at det har stort set alle andre i min omgangskreds også, men det er en anden historie.
Der var dengang nogle ret indviklede tilbud, der gik ud på, at man kunne få et par gratis briller, hvis man købte to. Der var også noget med, at man kunne få dem til en pris, der var det samme som ens alder. Det var godt, at det var dengang, det tilbud var på banen. I dag havde jeg ikke haft råd til at benytte mig af det.
Et andet tilbud lød på, at man kunne få sine briller gratis, hvis man tog en ven med, der også købte et par. På det tidspunkt var der dog kun meget få af mine venner, der brugte briller, og jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at bede dem om at købe et par, så jeg til gengæld kunne få mine gratis.
Heldigvis er optikerne holdt op med at tilbyde alt det pjat og sælger nu bare brillerne til den pris, de nu engang koster.
Et par ordentlige briller koster jo flere tusinde kroner, så jeg havde ikke råd til at købe en snes par af dem. Derfor blev de dyre briller suppleret op med en ordentlig portion billigbriller, dem, der hænger i supermarkedet til en 50’er.
Og det blev naturligvis først og fremmest dem, jeg fremover ikke kunne finde.
En dag så jeg i mit fagblad, at studieværterne på de danske tv-kanaler brugte et specielt stel fra en moderigtig brilledesigner i Californien. Jeg opsøgte sporenstrengs en såkaldt modeoptiker, sådan et par måtte jeg ogå have.
De var også lækre og orienteringen om glassene var som at deltage i en forelæsning i atomfysik.
De kostede også en mindre formue, men 14 dage efter sad de på min næsetip.
Da jeg har det med at smide ting væk, nærede jeg i de følgende uger en panisk rædsel for at glemme dem et eller andet sted. Det skete selvfølgelig flere gange. På en strand i Portugal, på en café i Budapest og, hvis sandheden skal frem, også på et værtshus i København.
Alle gange fik jeg brillerne igen. Der var åbenbart ikke nogen, der syntes, de var så pæne, at de ville stjæle dem. Men hvem stjæler også andre menneskers briller?
Engang mistede jeg dem på en P-plads i udlandet. Da jeg tre timer senere vendte tilbage, lå de nok så nydeligt dér, hvor min bil havde parkeret. Jeg tror, det var i det øjeblik, mit forhold til Vorherre blev ret meget tættere.
Alligvel fik jeg sved på panden, da de dyre, californiske designerbriller var forsvundet forleden igen.
Ned i bilen. Handskerummet? Nul. Under fører sædet? Nul.
Så var det rundt i hele hytten. Hvor er de briller?
Pist væk.
Indtil jeg senere på dagen skulle tilberede min frokost. Så fandt jeg dem i køleskabet. Godt beduggede. Men det er trods alt bedre at brillerne er det – end jeg selv..
“Fandt du dine briller?” spurgte en ven senere på dagen. “Ja, de lå selvfølgelig i bilen”, svarede jeg.
Visse ting rager ikke andre, så jeg håber, at denne historie bliver mellem os. Under alle omstændigheder:
God weekend…



