.jpg)
“Det var på Frederiksberg” er en fornøjelig vise tilbage fra 1914 og skrevet af Axel Kjerulff med musik af Walter Kollo.
Jeg husker ikke nogen af de to, til gengæld husker jeg både visen og min egen skoletid.
Visen begynder således:
“Husker du vor skoletid? Husker den så nøje…”
Og ja, det gør vi vel i grunden allesammen, husker vores skoletid.
Er man født i 50’erne, som jeg, så var det en blandet fornøjelse at være skoleelev.
Alene det, at man skulle i skole om lørdagen…
Kl. 8 blev der ringet ind, eleverne stillet op på to rækker, og så var det ellers afgang til klasselokalet.
Dengang var det respekt for lærerne, måske for meget, nogle af lærerne var ikke de helt store pædagoger, for nu at sige det mildt. (Til gengæld kunne man måske ønske sig lidt mere respekt for lærerne i dag, men det er en anden historie…”
Lærerne kunne godt finde på at stange en huskekage ud og en dreng i min klasse kom fra et hjem, hvor der ikke var styr på tingene. Han fik den ene skideballe efter den anden, fordi han ikke havde de rigtige skolebøger med, og jeg tænker tit på, hvordan det er gået ham senere i livet. Håber det er gået godt for dig, Christian…
Selv skiftede jeg skole efter 7. klasse, fordi jeg skulle på en gymnasieskole og begynde der i 1. real. Ingen unge mennesker aner, hvad 1. real er i dag. Noget forhistorisk på linje med vedtagelsen af Grundloven…
Men det var netop den skole, jeg kom forbi i her til formiddag.
Og så kunne jeg ikke lade være med at standse op og betragte alle de børn der farede rundt i den selvsamme skolegård foran den selvsamme bygning, hvor “mit” klasselokale lå på 3. sal øverst til venstre.
Der hang en knægt ud af vinduet, nøjagtigt som jeg gjorde så tit, når jeg kedede mig.
Og her var fysiklokalet, hvor minutterne – for mig – sneglede sig afsted, mens min sidekammerat, Peter, irriterede mig ved at interessere sig for undervisningen.
Det var fra selvsamme fysiklokale jeg, en solrig dag i maj, undveg ved at springe ud af vinduet. En bedrift, der senere blev kvitteret for med en svedetime, hvor jeg et antal gange skulle skrive: “Jeg må ikke springe ud af vinduet…”
Mit blik fangede en håndfuld børn, der spillede håndbold i skolegården, hvor der ikke var plads til at spille fodbold. Selv om vi var tre fodboldspillere i klassen: Michael i B.93, Peter i Hvidovre og jeg i KB.
Tro mig, det var ikke sjovt at tabe nogle af de indbyrdes opgør. Ikke engang Ritzaus Bureau kunne meddele sig så hurtigt, som den vindende part kunne orientere resten af klassen om slutresultatet.
Men der var også skoleballerne, det første kys af Berit, samt de ulovlige besøg hos den nærliggende slagter, der lavede verdens bedste pommes frites. Jeg har ikke senere fundet et sted, hvor de kunne laves gode pomfritter, nej – heller ikke i Belgien.
Sprøde, gyldne, overhældt med groft salt og med lidt remoulade i bakken, et Michelin-måltid,
Og så fristende, at vi i strid med skolens reglement forlod skolens område for at løbe over til slagteren for at spise pomfritter.
Snuppet af gårdvagten, ny svedetime.
“Finn må ikke forlade skolen uden tilladelse…”
Til alt held havde jeg en forstående storesøster, der skrev under på disse eftersindnings-sedler, så mine kære forældre kunne fastholde deres indtryk af deres søn som en artig dreng…
Lejrskole-turen til Svaneke, den første skolekæreste, Vibeke…
Om jeg kan huske min skoletid?
Mon ikke.
PS: Hvis andre kan, vil jeg gerne høre fra dem. Husk at sende et billede med – meget gerne fra skoletiden.
Hilsen fra Finn, 1. real
– og god weekend…
.gif)
